TIGERENS MASKEDANS

TIGERENS MASKEDANS. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
ATELIER-KAISERBORGEN

TEKST AF ULF GUDMUNDSEN
Chang Taoling, grundlæggeren af taoismens De Himmelske Mestres Sekt, rider frimodigt rundt på en frygtindgydende Tiger. Samtidig er der mulighed for at klappe Den Sorte Tiger, det veloplagte ridedyr for rigdomsguden Caichen i krigerisk aspekt.
Er tigeren truet i naturen, så har den altid klaret sig fortræffeligt, vild som tæmmet, såvel i kunsten som i det asiatiske trosliv. Her bliver vi ved det kunstneriske og koncentrerer os om en unik maler med tigeren som hoved-motiv.

ORNGE ØJE I TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. UFFE CHRISTOFFERSEN. ATELIER-KAISERBORGEN
01. ORNGE ØJE I TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Uffe Christoffersen (f. 1947) har en overordentlig grundig uddannelse bag sig. Han kom ind på Kunstakademiets malerskole 1968. (Harald Leth.) Fra 69 til 74 blev Egill Jacobsen hans mentor. Uffe var elev på Den kunstpædagogiske skole under Helge Bertram 1973-74. Derefter var han ansat på akademiets farvetekniske laboratorium 1975 til 83 – og så blev han lærer ved Det jyske kunstakademi i Århus 1983-87.

Kunstneren debuterede på Charlottenborgs forårsudstilling 1971. Siden da er det gået slag i slag med gruppe- og separatudstillinger ude og hjemme, Statens kunstfonds tre-årige stipendium (1986), udsmykningsopgaver og meget mere. Det ville blive en gevaldig opremsning, hvis alt skulle med her. Imidlertid kan det absolut ikke forbigås, at Uffe Christoffersen var en drivende kraft i den legendariske kunstnersammenslutning, Violet sol. Et foretagende, som, indtil opløsningen 1988, manifesterede sig markant indenfor nyekspressionismen, en bevægelse i kunsten, der udviklede sig fra starten af halvfjerdserne herhjemme.

ORANGE TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen
02. ORANGE TIGERMASKE. -2020. 92×73 cm.

Med sin pragtfulde kolorit, den magiske figuration og det udfordrende ekspressive, var Uffe C. tidligt anerkendt for sine værker med vilde dyr. Tigeren blev hans favorit.. Maleren har gennem årene utrætteligt studeret talrige tigre i forskellige zoologiske haver. Og han rejser stadig langt for at opleve cirkus-tigre, hvor det endnu lader sig gøre.

Er det målet, at genere en kunstner, kan man ofte slippe af sted med det, ved at sige ”vi savner fordybelse” eller ”vi savner fornyelse.”
Hverken den ene eller den anden bemærkning vil kunne få Uffe C. til at føle sig truffet. Få har, som han, fordybet sig i sit stof. Også helt bogstaveligt: farvestof. Farverne hentes i naturen til undersøgelser og laboratorieforsøg. Der er en respektindgydende viden og kunnen bag alle udfoldelser, fra den hastige lille skitse til den største udsmykning.
Med sin indsigt i de koloristiske muligheder og den tålmodigt opøvede håndværksmæssige sikkerhed, får dette iøjnefaldende talent udfoldelsesmuligheder i særklasse. Fordybelsen har været med til at udvikle en swingende improvisation, som vi oplever den hos en jazzmusiker, eller hos zenmesteren som, på samme tid lynhurtigt og søvngængeragtigt, rammer plet.

OK lad os anerkende fordybelsen. Men fornyelsen? Alle disse tigre. Kan det ikke gå hen at blive lidt for meget af det gode? – Afgjort ikke! 

TÆNKSOM ORANGE TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
03. TÆNKSOM ORANGE TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Tillad et (tiger)spring tilbage til en af Uffe C.s læremestre på Kunstakademiet, Egill Jacobsen. Som professor en inspirator, der i høj grad lod sine elever finde deres egen vej, modsat f.eks. Richard Mortensen, hvis disciple ofte, i hvert fald i en periode, var små kopier af deres professor.

RØD TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm.. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen
04. RØD TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Som maler havde Egill Jacobsen to trumfkort: farven og masken. Han beskæftige sig til bunds med farverne, teoretisk og praktisk, som Uffe, og de koloristiske resultater var, til det sidste, frapperende.
Masken var denne kunstners hovedmotiv. Uffe har sin tiger og alt dens væsen.
Egill Jacobsen og Uffe Christoffersen. To malere, der lægger afgørende vægt på det koloristiske og begge opnår medrivende resultater via deres farvebehandling. To malere med hver sit absolutte hovedmotiv. Masken og tigeren. I begge tilfælde udgangspunktet for, hvad man kan kalde ” et tema med variationer.”
Det er ikke så interessant, om Egill J. fandt frem til sine masker på den ene eller den anden måde, der var i øvrigt flere inspirationer. Det afgørende er, hvad masken blev brugt til. Ligeså hos Uffe. Det, der tæller er, at han MÅTTE overgive sig til sin tiger, som han har evnet at præsentere så rigt nuanceret. 

GULGRØN TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
05. GULGRØN TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Slægtskabet mellem den banebrydende Cobra-veteran og den figurativt ekspressive tigerdomptør er af en karakter, der gør det rimeligt, at tale om ”tigerens maskedans.”
Om Uffe Christoffersen selv skulle have gjort sig den tanke, vides ikke. Men prøv en gang at se, hvad der er skrevet om Egill Jacobsens masker, og byt så ordet ”maske” ud med ”tiger.” Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte det ganske ubesværet lader sig gøre.
Egills masker og Uffes tigre har det til fælles med den nigerianske yorubastammes små træskulpturer, ”tvillingefigurerne”, at der er mange af dem og de er genkendelige, men alligevel noget så forskellige.

CITRONGUL TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
06. CITRONGUL TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Tigerbillederne bringer os tæt på vildskab og vemod, truet natur og rovdyrpsykologi for viderekomne. Men de store katte kan også afspejle os selv. Vekslende sindstilstande. Svaghed og styrke. Det er som med maskerne. Der er talrige tankevækkende muligheder. Og overalt en ligefrem eller mysterieladet skønhed i farvernes eventyrlige trylleri.
Uffe C. har, som nævnt, gjort flittige studier i cirkus og zoologiske haver, men der er også litterære inspirationer. Fra dyb, nærmest surrealistisk videredigtning på Æsops fabler til William Blakes ”Tiger, tiger, burning bright.” Og hvem ved, måske Tigertroldmanden af og til blot tager et kik ind i sig selv for at mane en tiger frem?
Fra grafik, akvareller og malerier kommer der tigre til os. Uffes kunst møder man også i en række bøger og publikationer om/ af og med ham selv. Han har udstillet på bl.a. Trapholt, Randers kunstmuseum og Koldinghus, er trofast udstiller med Corner og en regelmæssig gæst hos en lille håndfuld solide gallerier.

PURPURRØD TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
07. PURPURRØD TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

Der er ikke så mange danske kunstnere, der kan leve ordentligt af deres indsats. Uffe Christoffersen er en af de heldige. I det hele taget har han, hvad vel også dette lille stykke antyder, klaret sig fortræffeligt. Det må naturligvis være dejligt, at være en populær maler. – Den spontane malerglæde rammer sit publikum med kraftfuld energi. Flot og farverigt. Øjenfryd og eventyr med mange under- og overtoner.
En kunstner, der har så meget at byde på, kunne imidlertid fortjene endnu større opmærksomhed. Hvorfor ikke nogle flere museumsudstillinger? Og hvorfor ikke endnu flere museums køb?
Det kan undre, at det ikke er blevet til meget mere for Uffe Christoffersen i den museale verden. Uanset om der satses på fornyelse eller fordybelse…

VARMGUL TIGERMASKE. -2020. 73x92 cm. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
08. VARMGUL TIGERMASKE. -2020. 73×92 cm.

 FLERE MALERIER KAN SES HER>>> https://uffe-christoffersen.com/home-2/

Leave a Reply