Metalliske toner

Metalliske toner

De nye malerier har alle metalliske toner.
Årsagen er at billederne udelukkende er malet med jordfarver jeg selv har fundet,  renset og gjort anvendelige.
Da jeg startede med at blande farverne med hvidt, slog det mig at der opstod farver der havde metalliske klange, og det blev mere og mere klart for mig efterhånden.

04. Tiger i okkerfarver med kobber, guld og sølvklange – 89×116 cm. 2023 – Maleri.

Okker toner

Dengang jeg gik på Kunstakademiet i København var der gæsteforelæsere, specialister i et bestemt emne.
I den forbindelse tænker jeg på en bestemt farvekemiker. Det var meget spændende at høre hans teorier og viden om farver.
Der var dog en ting, som jeg stadig husker at han sagde, men som jeg i dag ikke længere giver ham ret i.
Han sagde at man aldrig måtte blande hvidt i okkerfarver, for så døde de og blev melede.
Nu har jeg malet min serie med tigre i okkerfarver, og jeg har opdaget at det at blande hvidt i okkerfarverne giver dem masser af liv og lys.
Denne uenighed mellem kemikeren og maleren skyldes vel nok at vi har to forskellige måder at bruge farver på.

Metalliske toner
Metalliske toner. Guld, sølv og kobber.

Farveklange

Efter opdagelsen af de farveklange der opstod når jeg blandede hvidt i de tre jordfarver, satte det rigtig skub i maleriet.

Jeg blandede hvidt i:
Gul okker og det blev til en guldklang.
Rød okker og det blev til en kobberklang.
Mørk violet. (Caput Mortuum) og det blev en sølvklang.

Metalliske toner
03. Tigre i okkerfarver med guld, og kobberklange – 116×89 cm. 2023 – Maleri.

Paul Klee association

Min oplevelse af disse metalklange fik mig til at tænke på en bog jeg havde været meget optaget af for 55 år siden. Det drejer sig om bogen “Das bildnerische Denken”, en bog på på 541 sider.
I den er  gengivet mange af Paul Klees skitser og forklaringer i til hans forelæsninger på Bauhaus.
Selv købte jeg bogen i 1968, og jeg husker stadig at jeg sad meget fordybet og læste i den hver aften.
Jeg tørstede efter viden.

Mens jeg blandede mine farver med hvidt huskede jeg pludselig, at der i denne bog også er sider med masser af farveteori og der står blandt andet om guld, sølv og kobberfarveklange.
Jeg måtte selvfølgelig se efter og ganske rigtigt der stod følgende: 

Metalliske toner 

“Guld er en vibration mellem mættet gul og en blændende hvid.
Dens definition er variabel, alt efter om der er mest af den gule eller den hvide.

Sølv vibrerer mellem mørkt og meget lyst. Dens definition er også variabel, alt efter hvor meget der er af de to yderpunkter. 

Kobber er et vibrato mellem rød-orange og skarpt lys. De metalliske toneværdier er ekstraordinære virkemidler i billedet”.

Efter Paul Klee Notebooks. The thinking eye.
Oversat af Ralph Manheim fra “Das bildnerische Denken” 1956.

Metalliske toner
01. Tiger i okkerfarver med guld, kobber og sølvklange – 65×81 cm. 2023 – Maleri.

De 12 malerier som jeg har malet kan du se HER

Paul Klee var en meget stor kunstner. Læs om ham HER

Leave a Reply