ATELIER-KAISERBORGEN

ATELIER-KAISERBORGEN. Tigermaleri af Uffe Christoffersen
ATELIER-KAISERBORGEN

ATELIER-KAISERBORGEN

Navnet stammer fra en af de tidligere ejere, en bonde som boede på gården omkring 1930. Han hed Kaiser, og som den vittige hund han var, fandt han på at kalde det, der dengang var et temmelig fattigt husmandssted, for Kaiserborgen.

Min mor købte gården i 1962, og i mange år fungerede den som familiens sommerhus, da vi dengang boede i København. 

Da Kaiser boede på gården, var hele egnen en af de indremissionske højborge, så meget sjov var der ikke.
Kaiser var dog et levende menneske, og ved siden af sit landbrug drev han smugkro i gårdens dengang meget små stuer. Efter sigende skulle der både have været damer, dans, kortspil og studehandler, og de lokale bønder sneg sig til at besøge stedet efter kirketid. Gården ligger godt gemt i bakkerne uden for landsbyerne, så det var det ideelle sted til, i al hemmelighed, at have lidt sjov i de lange vinteraftener. 

Efter den store ombygning vi har foretaget, er det nu blevet os der skal føre traditionen videre. Gården ligger stadig uden for landsbyerne, godt gemt i bakkerne, men nu bliver det med kunstudstillinger, positive handler med smukke malerier, akvareller, tryk m.m.

COMPUTER ART

Digitalmaleriets software, har evnet at bygge bro mellem det traditionelle og det digitale maleri.

Jeg bruger det på den måde, at jeg laver arbejdstegninger på min iPad Pro, hvor jeg tegner direkte på skærmen med min Apple Pencil.

Processen er mindre lineær end i maleriet: Man kan tegne og viske ud i en uendelighed, og lave stregen i den tykkelse, der passer til motivet. Under arbejdet kan man gemme forskellige stadier af de resultater, der opnås, efterhånden som billedet skrider frem. På den måde er det muligt at søge tilbage i tidligere stadier og bruge disse, på en ny måde.

Jeg arbejder altid med mange lag: Jeg lægger en ny tegning, oven på den første. Begge tegninger kan ses samtidig, og de danner tilsammen en tredie tegning. Man kan derefter tilføje nye planer ovenpå tegningen, ligeså mange det skal være, og male med farver på disse planer, indtil billedet har fået det udtryk, man synes er rigtigt.

Det giver en utrolig stor frihed, og som det vigtigste bliver mine ideer hurtigt visualiseret på skærmen.

Når billedet er færdigt, eksporterer jeg det til en ny fil, hvor planerne er fusioneret. Derefter kan jeg printe det ud, og bruge det som skitse til mit maleri. Billedet kan ligeledes publiceres på nettet. Mulighederne er næsten uendelige…