BEVÆGELSE

Bevægelse i maleriet

Når man taler om begrebet “bevægelse” i et billede, har det ikke kun noget at gøre med, om billedet viser et motiv i bevægelse.
Bevægelse kan ligeledes angive den rejse rundt i billedet, beskueren aktivt foretager med sine øjne mellem billedets forskellige elementer, og som derved bygger en handling op.

En anden form for bevægelse i et billede er det visuelle virkemiddel, der medvirker til den illusion, at billedelementer bevæger sig i tid. Illusionen kan spænde over utallige stadier – fra stilstand til hyperaktiv bevægelse.

På ovenstående billede ser man en tegning af en springende tiger. Diagonale linjer skaber bevægelsen. Flere af disse linjer danner geometriske figurer, – f.eks. danner figuren i sig selv en trekant der som en pil bliver skudt frem i billedrummet, og som understreger motivets dynamik. Også hovedet og kroppens forskellige cirkulære, spirallignende linjer skaber rotation og dermed bevægelse.

Sætter man endnu mere fokus på de trekanter som tegningen danner, kan man opleve stor hastighed og voldsomhed i udtrykket.