








AT MALE EN AKVAREL…
For at male en akvarel er det nødvendigt for mig, først at lave en grundig tegning.
For at tegne, er det eneste der er brug for, et stykke papir, en blyant og en ide, i mit tilfælde tigeren.
For at tegne en tiger, behøver jeg kun at tegne striberne, for at skabe et billede af rovdyret. De sorte linjer skaber tigerens volumen, planerne og rummet i billedet.
For at male en akvarel, er det eneste der er brug for, et stykke papir, en pensel, farver, vand og en ide, i mit tilfælde den tegning jeg har lavet af en tiger.
For at få farverne til at lyse i en akvarel, og for at skabe de hvide eller de meget lyse områder i billedet, lader jeg det hvide papir skinne igennem det tynde farvelag.
For at skabe nye farvekombinationer og kontraster mellem hårde og bløde overgange, bruger jeg vandet til at lade farverne flyde ud på papiret og ind i hinanden.
For at binde farverne sammen, bruger jeg de sorte striber der slynger sig om tigerens krop.

IDEER TIL AKVAREL
Hver gang jeg begynder at male nye billeder, ville jeg ønske, at jeg bare kunne fortsætte der hvor jeg slap sidst ved det forrige projekt, men det viser sig altid, at det er umuligt at gøre. Jeg må altid begynde forfra, skabe det nye projekt ud fra de ting, jeg kender for derefter at bore mig længere ind i “stoffet” og komme videre eller male noget der er anderledes end det, jeg har malet.

MIN AKVARELPALET
Min akvarelpalet består af 18 farver: Gule og røde cadmium farver, brændte og naturlige okker og umbra farver, ultramarin og pariserblåt, 2 grønne en kold og varm, samt tre forskellige sorte. –Den ene af de sorte er fremstillet af vinstokke.

FARVERNE TIL AKVAREL
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, bliver farven “melet”. Lukker man det hvide papir af med en dækkende farve, er det slut med farveklangen.
Farverne har jeg selv lavet med farvepigmenter og gummi arabicum blandet med vand. Derefter har jeg ladet det tørre, for farverne er ikke vandfaste. Det blandede pigment og lim lader sig let røre op med vand til en flydende substans, som man kan male med.
En maling består af et farvestof (pigment) og et bindemiddel. Hvis dette sidste er opløseligt i vand, benævnes malingen “vandfarve”. Akvarelfarver er således vandfarver, og de er tillige karakteriseret ved, at bindemidlet, som i hovedsagen er gummi arabicum opløst i vand, tørrer ved vandets fordampning. Tilsættes vand påny, går gummimidlet atter i opløsning. Bindemidlet siges at være reversibelt opløseligt.
Farverne tørrer lysere op. Farvekornene bindes til hinanden og til malergrunden ved bindestofpartiklerne, men mellem farvekornene efterlader det fordampede vand luftporer, som har et andet lysbrydningsforhold end vandet.
Vandet bruger jeg også tit til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange.

AKVARELPAPIRET
Det fineste akvarelpapir er stadig kludepapir. Det er uforandret gennem lange tider blevet fremstillet som håndgjort papir eller bøttepapir, der kendes på sin særlige kant og tillige som regel på vandmærket.
Det er det hvide akvarelpapir jeg bruger til at opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder.
Akvarellens flydende farve med vådt i vådt overgange, bruger jeg til at male pelsen med de hvide og lyse toner, der er på tigerens hvide bug og visse områder af ansigtet, poterne og halen. Det lyse glider over i den gule tigerpels, og forenes af de sorte striber der slynger sig om dens krop.





Se også akvarel serien “TIGER DANCE” – HER
Pris. 3400 kr. incl. fragt.
Se flere akvareller på ANNETTE HOFF-JESSENS hjemmeside HER