Noget af det vigtigste for mit maleri er farven. Jeg maler med de reneste farver, man kan få. Deri blander jeg et malemiddel på basis af linolie, som det har taget mig år at udvikle og gøre perfekt. Det er blevet en familiehemmelighed.
Jeg tager udgangspunkt i de klassiske farver, som bla. maleren Edvard Weie (1879-1943) brugte:
Når man bruger de klassiske farver, har hvert farvepigment sin egen iboende mulighed eller karakter. Man kan i farverne finde de egenskaber, der passer til ens eget temperament.
Når man f.eks. maler naturokker ind i hvidt, opstår der en guldklang og en nærværende sanselighed, der kan minde om en tigers pels, når solen skinner på den. De fleste farver dør en smule ved at færdigblandes på paletten. Det bedste er utvivlsomt at blande dem direkte på lærredet…
FARVEPIGMENT Når man har sine egne farvepigmenter, er det naturligt at bruge de samme farver, både til akvarel, akryl eller i olie, man skal bare vælge bindemidlet. I akvarel bruger jeg en ikke vandfast lim, som hedder gummiarabicum, til at røre de forskellige farvepigmenter op med.
Farvepigmenter kan også rives i akryl eller i olie, når man skal male på lærred, alt efter det man ønsker. Selv bruger jeg en kombination af de to teknikker, da jeg bruger den lyse akrylmaling i begyndelsen, og derefter slutter jeg af med oliefarven i nogle områder, da det giver en dybere farveklang.
En af grundene til at jeg maler tigre er, at når jeg tegner figurerne kan jeg få volumen frem ved hælp af dyrets striber. På denne måde kan jeg få de flotte striber som dyret har, til at indgå i mit maleriske udtryk. Lange penselstrøg der giver et dynamisk udtryk og samtidig beskriver dyrets volumen. Disse striber er også med til at give billedet en rytme således at dyret indgår i helheden som en naturlig følge.
Efter at have tegnet figuren op med kridt maler jeg stregerne op med en hvid pastos farve. Ind i denne våde farve maler jeg en sort som bliver tonet af den hvide. Hvis den hvide farve ikke var der ville den sorte blive meget død og entydig. Det ville for mig være meget svært at komme videre med det efterfølgende farve lag hvis ikke den sorte var “åben” med alle sine nuancer…
De malerier der blev påbegyndt for ca. et år siden, har været undervejs i en meget positiv periode. Dette har gjort det så spændende at male, at farvestoffet i malerierne har fået en særlig fylde, energi og glød. Det er blevet til tigerhoveder, der stråler af gule, røde og blå farver – og mange af billederne griner, fordi det er dybt alvorligt at male.
Da latteren mange gange afslører, hvordan et menneskes mentalitet er, synes jeg, det har givet mig større indsigt i dette at male disse billeder. På samme måde afslører billedets farveklang malerens karakter og sindsstemning.
Det viste billede (86×130 cm.) er fra serien “I tigerens fodspor”. Det forestiller et grinende tigerhovede, hvor jeg er inspireret af “En Grønskolling” af Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881). I romanen er der et lille afsnit, hvor Dostojevskij beskriver latteren, der efter min mening, er beskrevet, på en dyb og barsk måde.
“Visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket. Selv en ubestridelig klog latter kan undertiden virke frastødende. Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og hvor findes oprigtighed hos mennesker? En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab. En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed – men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed – og forstår de overhovedet den ægte glæde?
Et menneskes munterhed er det træk, som mere end noget andet røber dets karakter. Et vist menneske har man længe svært ved at blive klog på, men så brister dette menneske pludselig ud i en oprigtig latter –og straks har man ganske utvetydigt hans karakter. Kun et menneske af den højeste og lykkeligste harmoni forstår at være munter på en måde, der smitter af på andre, det vil sige uimodståeligt og godhjertet. Jeg taler ikke om hans intellekt, men om hans karakter, hans hele personlighed.
Hvis man altså vil lære et menneske at kende og blive klog på, hvad der egentlig bor i ham, skal man ikke iagttage, hvorledes han tier eller taler, ej heller hvordan han bevæges af ædle idéer, men iagttage, hvordan han ler.”
Tigeren erstatter løven som dyrenes konge i kulturer i det østlige Asien. Den repræsenterer royalty, frygtløshed og vrede. Dens pande har en tegning, der ligner det kinesiske tegn 王, som betyder “konge”, og derfor har mange tegnefilm i Kina, skildringer af tigre tegnet med et 王 på deres pande.
På billedet ses den sorte pandemærkning der er forskellig på alle tigre. Til højre ses seks varianter af tegnet 王.
Min teori er at man, hele sit liv, kan male et glas vand der står på et bord. En er årsagerne er, at det er meget svært og kompliceret at male, da der er så mange hensyn at tage, før at billedet bliver godt. Det lyder umiddelbart kedeligt, og det er det også før man prøver at male dette motiv, fordi så vil man opleve hvor rigt det er og kan blive. Der er mange faktorer der spiller ind, dels er der en selv, hvordan man er og bliver gennem livet, som afspejler sig i det man maler. Dels kan man undersøge hvor rigt vand, glas, og sollys er.
GLAS er jo et meget spændende materiale da glas er et amorft materiale, som oftest overvejende består af Siliciumdioxid. En vandrehistorie siger, at fordi glas er væske, er dette årsagen til, at en gammel vinduesrude er tykkest forneden, fordi glasset er sunket. Sandheden er, at i gamle dage blev vinduesruder lavet af mundblæst glas som blev klippet op og rettet ud, og derfor blev det fuldt af skævheder. Tænk på at man har mange glasting og glasskår fra oldtiden. Moderne glas er såkaldt float-glas, der laves ved, at smeltet sand bliver trukket henover, et flydende tin bad, og derved gør glasset utroligt lige i både tykkelsen, samt i skævheder.
VAND er en kemisk forbindelse, der er flydende ved stuetemperatur og under standardtryk. Det har den kemiske formel H2O, hvilket betyder, at ét vandmolekyle er sammensat af to brintatomer og ét iltatom. Vand findes næsten overalt på jorden, og det er nødvendigt for alle kendte livsformer. Ca. 70% af jordens overflade er dækket af vand. Netop fordi vand er nødvendigt for livet på jorden, har det altid haft en central rolle i mytologi og folkesagn.
I det gamle Amerika dansede indianerne regndans i tørketider i håb om, at guderne ville bringe dem regnvand, og i Bibelen er der historien om Noahs ark, om en syndflod der truer med at udrydde livet på jorden. Et andet bibelsk eksempel er, da Moses får havet til at dele sig og danne en tør flugtvej, ad hvilken han og hans følge kunne flygte fra Faraos hær. Nogle kulturer tilbad endda havets gud. Nordboernes havgud hed Njord, romernes Neptun og grækernes Poseidon. Derudover er vand ét af kelternes tre grundelementer: vand, jord og ild. Det er også ét af de fire klassiske græske elementer: jord, vand, luft og ild, og det er ét af de fem kinesiske grundelementer: vand, luft, ild, træ og metal.
SOLLYS er det ord, man bruger i daglig tale om den synlige del af Solens elektromagnetiske stråling. Sollysets opdeles af os naturligt i ultraviolet sollys, UVA, synligt lys og nærinfrarødt sollys. Sollys er kilden til al energi i økosystemerne. Den opfanges af klorofylmolekylerne og omdannes igennem fotosyntesen til kemisk energi, som er bundet i druesukker. Planterne bruger selv en betydelig del af den opsamlede energi i deres respiration, men en væsentlig del går ind i fødenettene via planteæderne. I dag er sollyset meget aktuelt da man efterhånden mange steder ser solcelleanlæg på hustagene. Solceller er den reneste og mest miljøvenlige energikilde, som der findes i dag. Solceller er drevet af sollys, som bliver omsat til el ved hjælp af fotoelektrisk effekt. Ethvert solcelleanlæg har en vekselretter eller en inverter, som omsætter den producerede jævnstrøm til vekselstrøm, som dermed kan bruges i almindelige, private husstande.
MALERI: Det vigtigste er selve det at male, fordi når man ved at undersøge et emne grundigt, med mange forsøg, så påvirker det også det færdige resultat. Her tænker jeg på den italienske maler og grafiker Giorgio Morandi (1890 – 1964). Hans malerier er kendt for deres mystik i at afbilde tilsyneladende simple emner, som blev hovedsageligt begrænset til vaser, flasker, skåle, blomster og landskaber.
Gennem hele sin karriere, koncentreret Morandi sig næsten udelukkende om stilleben og landskaber, bortset fra nogle få selvportrætter. Med stor følsomhed over for tone, farve og kompositorisk balance, ville han skildre de samme velkendte flasker og vaser igen og igen i malerierne, der var bemærkelsesværdige for deres enkelhed. En produktiv maler, med en produktion af 1350 oliemalerier. Han har også lavet 133 raderinger, og hans tegninger og akvareller er næsten abstrakte. Han forklarede: “Hvad der interesserer mig mest, er at udtrykke hvad der er i naturen, i den synlige verden”, han sagde også: “Intet er mere abstrakt end virkeligheden”
Hvad enten den gule farve er intens, voldsom, så skarp at den bliver skinger, eller blændende som smeltet metal, er gul den mest meddelsomme og den mest brændende farve. Den er svær at slukke og sprænger altid de rammer, man prøver at give den.
Tigeren kan beskrives som et orange rovdyr med sorte striber. Disse sorte farver er i stor kontrast til den lysende orange, der undertiden bliver endnu lysere ved, at det flere steder er den hvide farve som er fremherskende. Gul og sort er to farver man også bruger som et signal, når der er fare på færde. Det er på samme måde man opfatter tigeren, dens farver signalerer, at den er et dramatisk rovdyr. Den samme farvekomposition har den agresive hveps: Vi ved, de er farlige.
Gul, som er den maskuline farve, der bringer lys og liv i parret gul/blå, kan ikke gøres mørk: Den har en sådan tendens til at være lys, at der ikke kan findes en meget mørk gul. Gul er altså dybt beslægtet med hvid. Den bringer ungdom, styrke og guddommelig evighed.
Den positive, menneskelige livskraft kommer frem i mit arbejde med at udtrykke dyrets egen livskraft. Tigerens vildskab er en kraft, som for enhver pris skal bevares og være drivkraft for følelserne og fantasien.
Det stærke udtryk, der er i tigeren – Samspillet mellem muskler, knogler og pelsen med sine striber – Gør dyrets bevægelse fremad endnu mere energisk og dramatisk. I mine malerier er den eksplosive, zigzagstribede penselskrift på lærredet, der beskriver tigeren, et meget vigtigt element. Det viser tigerens vildskab og energi.
Med udgangspunkt i sine stærke ben, udnytter tigeren al sin iboende kraft og energi til at sætte af, og springe ud i rummet. Energien forenes med et indtryk af harmoni, fordi dyret altid er i en fin balance, hvad enten den springer nedad, ligeud eller opad. Tigeren kan beskrives som “et symbol på menneskets egen livskraft. Det ligger ikke i selve livskraften, men i arbejdet med at opnå den”.
Farverne skal bruges lige som en violinist bruger sine strenge. Der kan opnås mange forskellige toner på hver streng ved at formindske eller forlænge strengens længde, så svingningerne bliver hurtigere eller langsommere. På samme måde kan jeg også blande de enkelte farver til mange toner, der kan udtrykke den positive livskraft.
Farverne betyder meget i billederne. De spiller en stor rolle når det drejer sig om stemningen og udtrykket i maleriet. Jeg bliver ofte spurgt om, hvorfor jeg giver tigerens øjne forskellige farver. Det er dels for at fremhæve disse og dels fordi det gør øjnene mere stirrende, når de har samme farve.
Kvinder lægger øjenskygge, for at fremhæve og forstærke farven på deres øjne, så de kan fastholde ens blik, se en dybt i øjnene. Det er for at opnå den modsatte effekt, at jeg maler tigerens to øjne med forskellige farver. På den måde bliver de integreret i maleriet på lige fod med de andre farver. Hvis man ser tigeren for dybt i øjnene, opfatter man ikke maleriet. Man bliver hypnotiseret og fastholdt i tigerens blik.
Tigeren (Panthera tigris) kan beskrives som et orange rovdyr med sorte striber, eller måske må den tværtimod betragtes som et sort rovdyr med orange bånd.
Mit maleri er en blanding af tre faktorer: Det konstruktive, glæden ved det at male, og det dramatiske i farverne og motivet. Sagt på en anden måde: Fordybelsen i maleriets abstrakte muligheder, den indre glæde maleriet giver mig, og oplevelsen af dramatikken i de stærke kontrastfarver, når de sættes op mod hinanden.
Et konfrontation med tigeren, der derefter omstruktureres til et maleri. Jeg tegner først rovdyret op som arabesker, der derefter bliver malet med koloristiske, ekspressive farver. Resultatet bliver et maleri, hvor farverne udtrykker den bestemte tigers stemning.
Der findes ikke to tigre der har det samme mønster af sorte striber.De sorte striber som tigeren også har i panden, er med til at give tigerens hoved en maskekarakter og en dobbelttydighed.
De danner et netværk, som en arabesk, der oftest er symmetrisk opbygget, og som synes at kunne fortsætte i det uendelige.
