Tigerens pels er hovedsagelig okkergul med hvide områder på bugen og hovedet. Dertil er der de karakteristiske sorte tigerstriber, der ligger i lange strøg rundt om kroppen. Jeg har i flere år studeret jordfarven okker, da jeg finder, at netop denne farve kommer tigerpelsens naturlige farvetoner nærmest .

I de store okkerbrud i det sydlige Frankrig ses en lang række farvetoner, der spænder fra de svagt rosa over grønlige, gule og orange toner til de dybeste røde og mørk violette – caput mortuum. Navnet okker formodes afledt af græsk “ochros”, d.v.s. “gusten” eller bleggul” – En lidt misvisende betegnelse i øvrigt, i betragtning af okkerfarvernes ofte overmåde store farvekraft. Råmaterialet, der overvejende består af ler farvet af gule, røde eller rødbrune jernforbindelser, forekommer i større eller mindre koncentrationer overalt på jorden. Det kan variere betydeligt i farve – Fra den gule eller gulbrune italienske Terra di Sienna til den røde eller rødbrune spanske okker. I øvrigt kan farverne svinge stærkt, ikke blot mellem geografiske forekomster, men også inden for den enkelte, lokale forekomst.

Det stærke sollys der falder paa de gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og står i en voldsom kontrast til den cølinblaa himmel. De mørkegrønne pinjetræer der gror i disse områder, er dækket af et fint okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, saa det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okkermaterialet, der er væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri I solen kan okkerfarverne næsten måle sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmiumfarver, mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af striber og dæmpede farver. Der er her tale om en vekselvirkning, der i virkeligheden passer godt til dette temperamentsfulde væsen.

Et er, hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler står foran staffeliet og skal omsætte disse, til tider modstridende, idéer eller følelser til billeder. Man må så søge ind i selve stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er, man i virkeligheden vil.

Den måde jeg bruger jordfarver på, er et forsøg på at anvende dem, som man ser og opfatter dem i naturen i forskellige belysninger. Ved systematiske undersøgelser har jeg gennem årene fundet ud af en måde at kompensere for den svækkelse der opstår, når farven kommer ind i atelieret, iklædt en tube, hvorfra der kan trykkes en brun substans ud på paletten. På Kunstakademiet i København var det bandlyst at blande de billige jordfarver med de meget dyre Kadmiumfarver. Vi skulle enten male med jordfarver eller med spektralfarverne, ikke blande disse to systemer.

De tre veldefinerede jordfarver jeg bruger nu er gul okker, rå Sienna og rød okker. For at øge okkerfarvernes farveintensitet må disse blandes med en beslægtet ren kulør. En gul okker skal blandes med en varm gul kadiumfarve, en rå Sienna blandes med kadmium orange, og den røde okker blandes med en lys kadmium rød. Den hvide tilføres i den mængde, man nu ønsker, alt efter hvor lys farven skal være.

Derimod vil en blanding af en farve med en anden kulørværdi og en okkerfarve ikke kunne bruges i denne sammenhæng, da denne blanding, i stedet for at øge okkerfarvens intensitet, omdanner denne til en tredie farve. Forsøger man f.eks at blande en citrongul i en gul okker, vil det grønne i den citrongule nedbryde det varme gule i okkerfarven, ligesom blandingen af en varm gul cadmiumfarve med en rød okker vil give denne en mere orange tone, og derved ændre den i en anden retning end den tilstræbte.

Desuden er det absolut nødvendigt kun at bruge de reneste pigmenter, blandet med et egnet bindemiddel, for at opnå de ønskede resultater. Med disse farver, som strækker sig fra at være dæmpede og passive til, i en glidende overgang, at blive aktive i højeste potens, er det muligt at male en tiger i alle dens temperamenter og alle de stadier, som et vilddyr kan befinde sig i. Tigre der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte. Samtidig påvirker det også én selv, så de indre kræfter, der styrer de maleriske instinkter, bliver forløst. Det er naturkræfter, der er i slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter.