









Mit arbejde med Digital Art bliver udført på min iPad med en Apple pencil på en app der hedder “Adobe Fresco.”
Jeg må desværre sige, at det ikke er nemmere at tegne på en iPad, end det er at tegne med blyant på papir, men det giver nogle andre muligheder. Man kan sammeligne det med at skrive på en gammeldags skrivemaskine, hvor rettelser var besværlige, og så at skrive på computer, hvor man kan flytte rundt og rette, så meget man vil.
Man kan tegne, male og viske ud i en uendelighed, lave stregen i den tykkelse, der passer til motivet, og vælge mellem et utal af forskellige typer blyanter, penne, pensler osv. til at tegne/male med.
Under arbejdet kan man gemme forskellige stadier af de resultater, der opnås, efterhånden som billedet skrider frem. På den måde kan man søge tilbage i tidligere stadier og bruge disse, hvis man skulle komme på vildspor.
Når billedet er færdigt, kan filen gemmes eller eksporteres som en JPEG eller TIFF-fil. Disser formater kan printes ud som skitse til et maleri eller en akvarel, eller de kan publiceres på nettet. Mulighederne er næsten uendelige.
AQUA TIGER og DRAGE
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem, på den måde kan jeg opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på visse steder, kan jeg understrege tigerens skarpe tænder.
Vandet bruger jeg til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange.
Akvarellens flydende farve med vådt i vådt overgange, bruger jeg til at male pelsen med de hvide og lyse toner, der er på tigerens hvide bug og visse områder af ansigtet, poterne og halen. Det lyse glider over i den gule tigerpels, og bindes sammen af de sorte striber der slynger sig om dens krop.
Se flere akvareller HER
Når man holder et glas rødvin op mod solen, og lader lyset skinne igennem væsken, ser man et utal af farver, lige fra de dybe røde klange til en rød der springer frem med en turbokraft af energi.
Den samme dybe, røde farve findes i mineralet rød bjergcinnober, og derfor besluttede jeg at undersøge denne farve nærmere. Det er særlig i Sydspanien at mineralet findes, og her er det blevet brudt siden oldtiden og bearbejdet til farvepigment. Farven er blevet anvendt til vægmalerierne i Pompeji, og i den tidlige renæssance brugte man rød bjergcinnober sammen med den blå Lapis Lazuli og guld i Sienaskolens fine ikoner.
Det var ikke en let opgave at finde et stykke af mineralet bjergcinnober, men til sidst lykkedes det mig at finde det i en lille butik, som lå i en sidegade i middelalderbyen Aigues-Mortes i sydfrankrig. Her handlede de med mineraler til mere eller mindre okkulte formål.
Der var dog ikke noget mystisk ved min brug af mineralet, jeg undersøgte den fine røde farve i alle belysninger, fra stærkt sollys til dyb skygge.
Derefter arbejdede jeg på at opnå den samme farveintensitet i mine malerier, og dette lykkedes for mig, ved at blande den røde cinnober som kan købes i dag med andre farver.
For at det skal blive en ren, klar farve, der både kan blive lys og mørk, tilsætter jeg hvidt, gult, rød okker eller kraplak, alt efter hvor varm eller kold den røde farve skal være. Derefter maler jeg den røde farve oven på f.eks. en kold grøn, en citrongul eller en anden farve, der derved giver liv til den røde.
Aldrig rødt på rødt da det er den visse død for farven…
Tigerens pels er hovedsagelig okkergul med hvide områder på bugen og hovedet. Dertil er der de karakteristiske sorte tigerstriber, der ligger i lange strøg rundt om kroppen. Jeg har i flere år studeret jordfarven okker, da jeg finder, at netop denne farve kommer tigerpelsens naturlige farvetoner nærmest .
I de store okkerbrud i det sydlige Frankrig ses en lang række farvetoner, der spænder fra de svagt rosa over grønlige, gule og orange toner til de dybeste røde og mørk violette – caput mortuum. Navnet okker formodes afledt af græsk “ochros”, d.v.s. “gusten” eller bleggul” – En lidt misvisende betegnelse i øvrigt, i betragtning af okkerfarvernes ofte overmåde store farvekraft. Råmaterialet, der overvejende består af ler farvet af gule, røde eller rødbrune jernforbindelser, forekommer i større eller mindre koncentrationer overalt på jorden. Det kan variere betydeligt i farve – Fra den gule eller gulbrune italienske Terra di Sienna til den røde eller rødbrune spanske okker. I øvrigt kan farverne svinge stærkt, ikke blot mellem geografiske forekomster, men også inden for den enkelte, lokale forekomst.
Det stærke sollys der falder paa de gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og står i en voldsom kontrast til den cølinblaa himmel. De mørkegrønne pinjetræer der gror i disse områder, er dækket af et fint okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, saa det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okkermaterialet, der er væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri I solen kan okkerfarverne næsten måle sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmiumfarver, mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af striber og dæmpede farver. Der er her tale om en vekselvirkning, der i virkeligheden passer godt til dette temperamentsfulde væsen.
Et er, hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler står foran staffeliet og skal omsætte disse, til tider modstridende, idéer eller følelser til billeder. Man må så søge ind i selve stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er, man i virkeligheden vil.
Den måde jeg bruger jordfarver på, er et forsøg på at anvende dem, som man ser og opfatter dem i naturen i forskellige belysninger. Ved systematiske undersøgelser har jeg gennem årene fundet ud af en måde at kompensere for den svækkelse der opstår, når farven kommer ind i atelieret, iklædt en tube, hvorfra der kan trykkes en brun substans ud på paletten. På Kunstakademiet i København var det bandlyst at blande de billige jordfarver med de meget dyre Kadmiumfarver. Vi skulle enten male med jordfarver eller med spektralfarverne, ikke blande disse to systemer.
De tre veldefinerede jordfarver jeg bruger nu er gul okker, rå Sienna og rød okker. For at øge okkerfarvernes farveintensitet må disse blandes med en beslægtet ren kulør. En gul okker skal blandes med en varm gul kadiumfarve, en rå Sienna blandes med kadmium orange, og den røde okker blandes med en lys kadmium rød. Den hvide tilføres i den mængde, man nu ønsker, alt efter hvor lys farven skal være.
Derimod vil en blanding af en farve med en anden kulørværdi og en okkerfarve ikke kunne bruges i denne sammenhæng, da denne blanding, i stedet for at øge okkerfarvens intensitet, omdanner denne til en tredie farve. Forsøger man f.eks at blande en citrongul i en gul okker, vil det grønne i den citrongule nedbryde det varme gule i okkerfarven, ligesom blandingen af en varm gul cadmiumfarve med en rød okker vil give denne en mere orange tone, og derved ændre den i en anden retning end den tilstræbte.
Desuden er det absolut nødvendigt kun at bruge de reneste pigmenter, blandet med et egnet bindemiddel, for at opnå de ønskede resultater. Med disse farver, som strækker sig fra at være dæmpede og passive til, i en glidende overgang, at blive aktive i højeste potens, er det muligt at male en tiger i alle dens temperamenter og alle de stadier, som et vilddyr kan befinde sig i. Tigre der slås, leger, parrer sig, jager og fortærer deres bytte. Samtidig påvirker det også én selv, så de indre kræfter, der styrer de maleriske instinkter, bliver forløst. Det er naturkræfter, der er i slægt med dem, der styrer rovdyrets instinkter.
Tigerens ben er meget stærke, og de gør den i stand til at jage stort bytte.
Knoglebygningen er stærk og kraftig for at understøtte den store muskulatur. Bagbenene er længere end forbenene, og dette gør tigeren i stand til at springe op til 10 meter frem og hoppe 5 m. i vejret.
Forbenene er ligeledes meget muskuløse, med en stærk knoglebygning, som gør dem velegnede til at gribe om byttet, og til at tage imod den store vægt under løb og spring.
På ovenstående billede ser man en maleri af en tiger, der angriber. Det har jeg vist med tigerens spring ud fra det øverste højre hjørne af billedet ned mod det nederste venstre hjørne.
Bevægelse i et billede angiver den rejse rundt i billedet, beskueren aktivt foretager med sine øjne mellem billedets forskellige elementer, og som derved bygger en handling op. Den kan vises i tegningen, i kompositionen, i farverne…
Figurer, der er drevet bort fra deres hvilende nulpunkt eller centrum, opleves som værende i bevægelse.
Bevægelse er et visuelt virkemiddel, der medvirker til den illusion, at billedelementer bevæger sig i rum. Illusionen kan spænde over utallige stadier – fra stilstand til hyperaktiv bevægelse.