Maleren og kejseren

TIGRE og DRAGER

Mit studie af de asiatiske drager har været stor inspiration til mine nye akvareller. Jeg har forenet dragen med tigeren i forskellige forbindelser.

De nye akvareller kan ses her på min hjemmeside under Akvareller

Tigre og drager

Maleren og kejseren.
En taoistisk fortælling.

En kejser i Kina ønskede at dekorere væggen i sit sovekammer med billedet af to drager, en blå og en gul. Ifølge kinesisk filosofi er disse symbol på de to oprindelige energier, som i forening skaber den himmelske harmoni. 
For at få udført denne fresco, sendte kejseren bud efter den tids mest berømte maler, en gammel mand som levede alene i en lille hytte højt oppe på et bjerg. 
Maleren lovede at udføre opgaven, hvis kejseren til gengæld forsynede ham med alt hvad han skulle bruge under arbejdet. 

Der gik lang tid, og kejseren begyndte at blive utålmodig, men maleren bad om mere tid og flere forsyninger af mad og materialer. 
Endelig, efter tre års forløb, kom maleren ned fra sit bjerg, parat til at udføre sit mesterværk direkte på væggen. 
Da kejseren så resultatet blev han rasende. Det maleri han havde ventet så længe på, bestod kun af to zigzag-linjer, en gul og en blå, groft malet. 
Maleren blev kastet i fængsel, og kejseren lagde sig skuffet til at sove. 

Midt om natten blev han vækket af en voldsom snerren, og på væggen så han to drager som snoede sig rundt om hinanden i en evig dans. 
Straks næste morgen sendte kejseren bud efter maleren, og bad ham om en forklaring på sit natlige syn. 
Maleren forklarede, at svaret fandtes på bjerget hvor han boede, og sammen begav de sig afsted til malerens hytte. 
Bag hytten var indgangen til en dyb grotte, på hvis vægge maleren havde udført skitserne til kejserens billede. 

Den første skitse var nøjagtig som det billede kejseren havde ønsket sig, de to drager var detaljeret beskrevet, men jo dybere de trængte ind i grotten, jo enklere blev billederne, for til sidst at ende med to linjer, magen til dem der var malet på kejserens væg.
Disse to penselstrøg, rummede hele den energi som de to drager symboliserede, hele deres essens. 

Da forstod kejseren med et det hele, og han takkede maleren fordi han havde vist ham vejen til at blive oplyst. 

DIGITAL TIGER ELLER DRAGE

Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
10. The tiger represents “yin” and the dragon denotes “yang.”

DIGITAL ART

Mit arbejde med Digital Art bliver udført på min iPad med en Apple pencil på en app der hedder “Adobe Fresco.” 

Jeg må desværre sige, at det ikke er nemmere at tegne på en iPad, end det er at tegne med blyant på papir, men det giver nogle andre muligheder. Man kan sammeligne det med at skrive på en gammeldags skrivemaskine, hvor rettelser var besværlige, og så at skrive på computer, hvor man kan flytte rundt og rette, så meget man vil.

Processen er mindre lineær end i maleriet: Man kan tegne, male og viske ud i en uendelighed, lave stregen i den tykkelse, der passer til motivet, og vælge mellem et utal af forskellige typer blyanter, penne, pensler osv. til at tegne/male med. Selvfølgelig er fremstillingen af  Digital Art begrænset af mediet. Den lille skærm og billedets virtualitet kan ikke give det nærvær, et fysisk objekt har. 

Under arbejdet kan man gemme forskellige stadier af de resultater, der opnås, efterhånden som tegningen skrider frem. På den måde kan man søge tilbage i tidligere stadier og bruge disse, hvis man skulle komme på vildspor.

Når billedet er færdigt, kan filen gemmes eller eksporteres som en JPEG eller TIFF-fil. Disser formater kan printes ud som skitse til et maleri eller en akvarel, eller de kan publiceres på nettet. Mulighederne er næsten uendelige.

AKVAREL

Akvarelbord. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserbogen.
Akvarelbord. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserbogen.
Akvarelbord. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserbogen.
Akvarelbord. Atelier-Kaiserborgen.
01. Tiger og drage. - Akvarel - 2020. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen.
01. Tiger og drage. – Akvarel – 2020. Papirstørrelse: 38×38 cm.

AQUA TIGER og DRAGE
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem, på den måde kan jeg opnå hvide eller meget lyse områder. Ved at undlade at male farve på visse steder, kan jeg understrege tigerens skarpe tænder.

Vandet bruger jeg til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange.

Akvarellens flydende farve med vådt i vådt overgange, bruger jeg til at male pelsen med de hvide og lyse toner, der er på tigerens hvide bug og visse områder af ansigtet, poterne og halen. Det lyse glider over i den gule tigerpels, og bindes sammen af de sorte striber der slynger sig om dens krop.

02. Tiger der ser en hjort. – Papirstr. 38×38 cm. 2020. Akvarel.
03. Tiger og drage – Papirstr. 38×38 cm. 2020 – Akvarel.
04. Laughing dragon - 38x38 cm. 2020 - Akvarel. Uffe Christoffersen. Atelier-Kaiserborgen
04. Laughing dragon – 38×38 cm. 2020 – Akvarel

Se flere akvareller HER