Spor Kunsten og KunstSpor

På Djursland hvor jeg bor er der to forskellige arrangementer, Spor Kunsten og KunstSpor, som begge finder sted den første weekend i oktober.
Jeg deltager i dem begge.
De går ud på, at en gang om året, åbner de lokale kunstnere deres værksted og atelier for publikum.
I år er det:
Lørdag den 5. og søndag den 6. oktober 2024 – begge dage 10 – 17.

Spor Kunsten og KunstSpor
Atelierbillede.

Atelier-Kaiserborgen

Det er fjerde gang jeg deltager. 
Da vi flyttede her til Djursland for seks år siden, efter at have boet 28 år i Frankrig, kendte vi meget lidt til det Danske kunstliv. 
Vi blev meget overraskede over den åbenhed der var fra de Danske kunstneres side, her på Djursland. De syntes vi skulle melde os ind i deres lokale foreninger. 
Heldigvis var vi begge kendte, og havde begge gået på kunstakademiet i København, havde udstillet på forskellige danske kunstmuseer, og var medlem af kunstnersamfundet.
Så der var ikke noget i vejen med vores kvalifikationer til at blive medlem af disse foreninger.

Spor Kunsten og KunstSpor
Uffe Christoffersen i atelieret.

Atelierbesøg

Vores atelier ligger, 500 m. nede af en grusvej, mellem to små landsbyer, Feldballe og Kejlstrup.
Det er forskelligt fra år til år hvad man får at se, for vi satser på at atelieret viser det mest aktuelle, det der er blevet lavet i årets løb. 
I år, til Spor Kunsten og KunstSpor, vil jeg nok hænge nogle at de nyeste små malerier op og de dertil hørende skitser.
På min hjemmeside kan de nyeste små malerier ses.

Spor Kunsten og KunstSpor
Grinebider. Tegning.

KunstSpor

Foreningen KunstSpor afholder ligeledes to fællesudstillinger, således at man kan se hvilke atelierer man synes er interessante at besøge.
I årets programfolder, som kan downloades på KunstSpors hjemmeside, vil man kunne finde adresser og navne, så man har mulighed for at lave sin helt egen kunstrute på Djursland.
Udstillingsstederne er Pavillonen i Grenaa og i Tinghuset i Ebeltoft.

Pavillonen
20. september – 6. oktober 2024 
Fernisering fredag den 20. september kl. 17.
Fri entré inkl. et glas vin

Tinghuset 
28. september – 6. oktober 2024 
Fernisering lørdag den 28. september kl. 11

Spor Kunsten. Katalog 2024.

Spor Kunsten

Spor Kunsten – åbne værksteder er de professionelle kunstneres forening i Midtjylland. Den har til formål at formidle kunst til kunstinteresserede og kunstelskere i kunstnernes eget miljø – vores atelier – der hvor kunsten bliver skabt.
I den forbindelse udgives der et flot katalog, hvor hver kunstner som deltager i arrangementet, får en side til sin rådighed.
Kataloget kan bl.a. afhentes gratis hos undertegnede. 
På Spor Kunstens hjemmeside kan man se adresser, på de kunstnere der deltager, og deraf lave sin egen kunstrute på Djursland.

Ophænging i atelieret.


 


Leave a Reply