I 1900 åbnede “Theaterrestauranten” på hjørnet, i Århus Teaters Bygning. Det var arkitekten Hack Kampman der indrettede lokalerne og maleren/billedhuggeren Karl Hansen-Reistrup udførte en meget lang frise bestående af vilde dyr, som en fresco i hele rstauranten. Rummet har i løbet af de sidste 100 år været brugt til mange forskellige formål og det har været en af årsagerne til billedfrisens undergang. Dog er der bevaret et ca. 3m. langt og 1m.højt fragment . Dette forestiller en tiger der står med blikket rettet på vinranker med drueklaser øverst i billedet.

Den nu genåbnede Café Hack, som er udført af Arkitekt Mads Møller, C.F. Møllers Tegnestue, er indrettet således at baren er placeret foran en 15 m. lang væg. Fragmentet af den gamle frise er placeret øverst til venstre på væggen og min opgave er at fortsætte frisen med en nyfortolkning, således at den ældre del bevares og integreres i den nye version, på en måde der tydeligt viser hvad der er hvad. Der er bevaret skitser og fotos af Hansen-Reistrups dyre frise.

De forestillede tigre og løver, der i harmonisk forening nyder livet og spiser vindruer. Det er som en paradisisk tilstand, som her er tænkt for at give cafélokalet en fornem stil og skabe en idyllisk stemning. Ud fra en zoologisk betragtning er der aldrig fundet spor af vilde løver i Asien,eller omvendt vilde tigre i Afrika. Det er absolut umuligt for at de to konger, som er lige stærke, at tolerere hinanden -og forøvrigt spiser ingen af dem vindruer!

Ud fra kombinationen af tigre og vindruer i teatercaféens billedfrise, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den græske legende fortalt af Plutark om Dionysos (eller Bacchus: naturkraften og vinens gud).

Plutark forklarer at Dionysos var dybt forelsket i en asiatisk prinsesse, Alphesibée. Endag da prinsessen var ude at gå tur med sine veninder, fik hun øje på en stor tiger der kom hen imod dem og begyndte at lege. Tigeren, som var Dionysos der havde forvandlet sig, fik hurtigt prinsessen adskilt fra de andre. Han jagtede den skønne, og da de nåede floden Sollax kunne hun ikke løbe længere og ville tilbage. Tigeren tilbød prinsessen at bære hende på sin ryg, men sprang i stedet ud i floden med hende og svømmede over på den anden bred…

De fik mange efterkommere, og floden blev opkaldt efter nymfen og guden. Den fik navnet Tigris. Med det som et inspirerende udgangspunkt var der en motivation for at male den 15 m. lange frise med Karl Hansens-Reistrups resterende fragment integreret i fortællingen.

I den tidligere frise har Karl Hansen-Reistrup, med stor selvfølgelighed, brugt jordfarver til at male de okkerfarvede dyr, fordi de fleste rovdyr har disse farver, hvis man ser bort fra mørke streger eller prikker.

Jordfaver, og deres anvendelse gennem tiderne, har altid virket dragende på mig. De ældste billeder man kender til, er hulemalerier der er skabt for over 25.000. år siden. Disse karakterfulde dyrebilleder er malet med okkerfarver i en så kraftfuld stil at de, den dag i dag, har en stor virkning på nutidens mennesker. For nylig har man, ikke mere end 30 km. fra hvor jeg bor i sydfrankrig, opdaget underjordiske klippehuler fyldt med dyrebilleder. I et af rummene er der en lang frise med masser af løve/tiger hoveder malet med en enkelt jordfarve i en kraftig kaligrafisk stil. Navnet okker formodes afledt af græsk “ochos”, d.v.s. “gusten” eller bleggul” -en lidt misvisende betegnelse i øvrigt, på baggrund af okkerfarvernes ofte overmåde store farvekraft. Råmaterialet, der vejende består af ler, farvet af gule, røde eller rødbrune jernforbindelser, forekommer i større eller mindre koncentrationer overalt på jorden. De kan variere betydeligt i farve – f.eks. fra den gule eller gulbrune italienske Terra di Siena, til den røde eller rødbrune spanske okker. I øvrigt kan farverne svinge stærkt, ikke blot de forskellige geografiske forekomster imellem, men også inden for den enkelte, lokale forekomst.

I de store okkerbrud, her på egnen, ses en lang række farvetoner, der spænder fra de svagt rosa, over grønlige, gule og orange toner, til de dybeste røde og mørk violette – caput mortuum. Det stærke sollys, der falder på de gule eller rødgule skrænter, bevirker at de lyser vældigt op, og står i en voldsom kontrast til den cølinblå himmel. De mørkegrønne pinjetræer der gror i disse områder , er dækket af et fint okker-støv, som vinden ustandseligt hvirvler op, så det næsten ophæver vegetationens naturlige farvekarakter. Men først og fremmest er det rigdommen af nuancer i selve okker materialet, der er væsentligt, og dette er en stor inspiration for mig til mit maleri.

Okkerfarverne kan, i solen, næsten måle sig i intensitet med de syntetiske gule, orange og røde kadmium farver, mens de i skyggen bliver til dæmpede gulbrune farver. På samme måde lyser tigerens gyldentbrune pels kraftigt op i solen, hvorimod den i skyggen kan falde i et med omgivelserne på grund af kombinationen af striber og dæmpede farver.Der er her tale om en vekselvirkning der i virkeligheden passer så godt til dette temperamentsfulde væsen.

Et er hvad man ser og oplever i naturen, et andet er, når man som maler står foran staffeliet, og skal omsætte disse til tider modstridende idéer eller følelser til billeder.Man må så søge ind i selve stoffet, og på den måde finde ud af hvad det er man i virkeligheden vil. Derfor er det også med stor begejstring jeg er gået i gang med opgaven til Café Hack, som jeg opfatter som en 15m.lang udfordring med et indbygget, traditionelt opfattet, jordfarvefragment.

Den måde jeg bruger jordfarver på, er et forsøg på at anvende dem som man ser og opfatter dem i naturen, i forskellige belysninger. Ved systematiske undersøgelser har jeg gennem årene fundet ud af en måde at kompensere for den svækkelse der opstår når farven kommer ind i atelieret, iklædt , en tube, hvorfra der kan trykkes en brun substans ud på paletten. Forsøgene har omfattet bl.a. farveteori, pigmenter, bindemidler og undermalinger.

Hvis man aflæser frisen fra venstre mod højre ser man Karl Hansen-Reistrups tigerfragment som en begyndelse. For på en klar måde at markere overgangen til det nye har jeg, til højre for denne, placeret en stående blå tiger, set frontalt som en lodret bevægelse i billedet. Videre mod højre ses Dionysos som tiger, med Alphesibée på ryggen. 

Den røde tiger i midten af frisen er på vej hen mod Dionysos, med blikket rettet bagud mod de andre aktive tigre. Hvis Dionysosfiguren forestiller det “kunstige”, det forklædte…det teatralske, så forestiller denne tiger beskueren, som imødekommer billedet for bedre at se, og derved forstå, sine medmennesker, eller -tigre!

De 5 tigre, i højre halvdel af frisen, bevæger sig i billedrummet på en måde der giver en ottetalsbevægelse og repræsenterer det aktive og positive livsprincip, som et ekko til Bacchus’ festlige kærlighedsforestilling. Billedet kan også aflæses fra højre mod venstre, da jeg alleryderst til højre i frisen, har placeret et stort venstrevendt, gult tigerhoved.  Størrelsesforskellen mellem dette hoved og de øvrige figurer understreger rummet i billedet. Det kommer en i møde og byder velkommen på en festlig måde. Det lokker en ind i billedet.

Selve rummet, som er indrettet meget flot, er domineret af en rødokker farve på væggene. Malet i en teknik der stammer helt tilbage fra det græske mural maleri (Enkaustik), hvor man blander smeltet voks i farvepigmentet der derefter bliver glittet til en glat smuk, levende overflade. Romerne overtog senere denne teknik ( Stucco-lustro) som bl.a. blev benyttet i det pompeianske maleri. (Pompei rød). Denne meget smukke og karakterfulde farve er for mig en positiv klangbund i rummet til frisens forskellige okker farver. Det er to faver der i høj grad spiller sammmen, hvor den røde overflade er glat og rolig, har den anden, som er malet på lærred, en mere struktureret overflade med forskellige farve vibriationer.

Da frisen er højt placeret, har jeg ladet dyrene rette blikket skråt nedad mod publikum, for at skabe yderligere kontakt. Herved er det mit håb og ønske, at de mennesker der opholder sig i Teatercaféen oplever noget der er anderledes, og særligt lige netop for dette sted. For mit eget vedkommende holder jeg meget af bare at sidde og se på et billede og lade tankerne flyve, og det mener jeg at der er rig lejlighed til foran dette billede.

Uffe Christoffersen. 2002