I mange år har jeg næsten kun malet på på det rå hørlærred, på fransk kaldes det “Lin Fresque”.
For mig er netop dette rå hørlærred fuld af magi. Fordi nogle af de første spontan abstrakte malerier, Cobramaleren Ejler Bille (1910-2004) malede, var netop på dette lærred. Under et ophold i Paris i 1938-39 oplevede han et malerisk gennembrud, som blev et afgørende vendepunkt for ham, og malerierne var malet på “Lin Fresque”
Da jeg gik på akademiet syntes jeg det måtte være en drøm at male på netop denne slags lærred.
I virkeligheden var det det rå hørlærred der var forlimet.
Det var selvfølgelig umuligt at opdrive det i København dengang.
Det var først da jeg bosatte mig i Frankrig, at jeg fandt det hos min gode farvehandler i Nimes.
HØRLÆRRED
Hørrets naturlige farve er en god neutral grund, som giver mig mulighed for at tegne motivet op med kul. Kullet er godt at arbejde med, fordi jeg kan blive ved med at rette tegningen til, indtil den er klar til farverne.
Det tynde farvelag bevirker at det rå hørlærredets farve skinner gennem de stærke rene farver, og derved gør disse mere dæmpede.
Jeg arbejder altid på flere billeder når jeg maler. I dette tilfælde er det 9 malerier der måler 65×100 cm. Imens jeg maler har jeg en indre dialog med malerierne, som til sidst, når billederne er færdige, giver mig en forklaring på, hvorfor jeg har malet disse billeder.
Se flere påbegyndte malerier på det rå hørlærred HER>>
Billedstadier på det rå hørlærred
På nedenstående PDF-fil kan man se forskellige billedestadier, til de 9 malerier jeg er begyndt på.
Stadie 1: Oven på kultegningen, maler jeg en pastos sort farve således at tigerens striber følger dyrets krop og på den måde giver tigeren volumen.
Stadie 2: Over de pastose sorte striber, laserer jeg et tyndt farvelag, tonet i beslægtede farvenuancer. Allerede på dette stadie, tager jeg hensyn til opbygningen af billed-ideen.
Stadie 3: Den hvide farve bliver tonet i varme og kolde farveklange. Baggrunden og figurerne males i forskellige farver så dyrene begynder at træde frem.
Stadie 4: Halvvejs færdigt.