Tag: Dostojevskij

TIGEREN og LATTEREN

“Tigeren og latteren” er arbejdstitlen til en ny serie billeder, som jeg er gået i gang med at male.
De påbegyndte malerier til serien kan ses på denne side.

Det påbegyndte maleri fra serien “Tigeren og latteren” som ses øverst i artiklen,
forestiller et tigerhoved med en kæmpe mund der griner ud i hovedet på beskueren.

Jeg opfatter tigrene som et spejlbillede af mennesket.
Det kommer til udtryk i tigerbillederne, der afspejler menneskelige sindstilstande.

Tigeren og latteren
02. Tigeren og latteren – 81×100 cm. 2023 – in progress.

Tigeren og latteren

For flere år siden havde jeg Monsieur Renard, en anerkendt fransk psykiater, på besøg i mit atelier i Sydfrankrig.
Han sagde, efter at have set mine malerier, at det ikke var dyr jeg malede, men mennesker. Det er rigtigt at det ikke kun er tigerbilleder jeg maler.
De handler heller ikke om tigeren i mennesket, snarere omvendt, om mennesket i tigeren. Når man ler af et dyr, er det oftest fordi man har lagt mærke til noget menneskeligt i dets bevægelse eller minespil. 

Tigeren og latteren
03. Tigeren og latteren – 81×100 cm. 2023 – in progress.

Latteren

Under mit arbejde med skitserne, kom jeg til at tænke på en roman af Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881) “Ynglingen”.
I romanen er der et lille afsnit, hvor Dostojevskij skriver om latteren, på en meget barsk måde.
Han mener at visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket.
Desuden påstår han, at selv en ubestrideligt klog latter undertiden kan virke frastødende.
I romanen siger han videre:
Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og hvor findes oprigtighed hos mennesker?
En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab.
En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed, men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed, og forstår de overhovedet den ægte glæde?

Det er temmelig barske udtalelser, tanker som jeg ikke helt deler, men tigerens latter kan jo også godt virke temmelig barsk.

01. Tigeren og latteren – 81×100 cm. 2023 – in progress.

Tigermaleri og latteren

Selv om man ikke umiddelbart tænker på latter, når man ser en tiger ned i gabet, var det en tanke der opstod hos mig under arbejdet med de nye skitser.
At dyr kan le, er jeg overbevist om, selv om de måske gør det på en lidt anden måde end mennesker.
Ikke desto mindre var det en tanke der slog mig da jeg påbegyndte disse malerier.
Tigeren griner!

Se flere DIGITALE BILLEDER


LATTEREN

TIGERLATTER -2020. 86×130 cm.

De malerier der blev påbegyndt for ca. et år siden, har været undervejs i en meget positiv periode. Dette har gjort det så spændende at male, at farvestoffet i malerierne har fået en særlig fylde, energi og glød. Det er blevet til tigerhoveder, der stråler af gule, røde og blå farver – og mange af billederne griner, fordi det er dybt alvorligt at male.

Da latteren mange gange afslører, hvordan et menneskes mentalitet er, synes jeg, det har givet mig større indsigt i dette at male disse billeder. På samme måde afslører billedets farveklang malerens karakter og sindsstemning.

Det viste billede (86×130 cm.) er fra serien “I tigerens fodspor”.
Det forestiller et grinende tigerhovede, hvor jeg er inspireret af “En Grønskolling” af Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881). I romanen er der et lille afsnit, hvor Dostojevskij beskriver latteren, der efter min mening, er beskrevet, på en dyb og barsk måde.

Visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket. Selv en ubestridelig klog latter kan undertiden virke frastødende. Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og hvor findes oprigtighed hos mennesker? En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab. En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed – men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed – og forstår de overhovedet den ægte glæde?

Et menneskes munterhed er det træk, som mere end noget andet røber dets karakter. Et vist menneske har man længe svært ved at blive klog på, men så brister dette menneske pludselig ud i en oprigtig latter –og straks har man ganske utvetydigt hans karakter. Kun et menneske af den højeste og lykkeligste harmoni forstår at være munter på en måde, der smitter af på andre, det vil sige uimodståeligt og godhjertet. Jeg taler ikke om hans intellekt, men om hans karakter, hans hele personlighed.

Hvis man altså vil lære et menneske at kende og blive klog på, hvad der egentlig bor i ham, skal man ikke iagttage, hvorledes han tier eller taler, ej heller hvordan han bevæges af ædle idéer, men iagttage, hvordan han ler.