De malerier der blev påbegyndt for ca. et år siden, har været undervejs i en meget positiv periode. Dette har gjort det så spændende at male, at farvestoffet i malerierne har fået en særlig fylde, energi og glød. Det er blevet til tigerhoveder, der stråler af gule, røde og blå farver – og mange af billederne griner, fordi det er dybt alvorligt at male.
Da latteren mange gange afslører, hvordan et menneskes mentalitet er, synes jeg, det har givet mig større indsigt i dette at male disse billeder. På samme måde afslører billedets farveklang malerens karakter og sindsstemning.
Det viste billede (86×130 cm.) er fra serien “I tigerens fodspor”.
Det forestiller et grinende tigerhovede, hvor jeg er inspireret af “En Grønskolling” af Fjodor. M. Dostojevskij (1821 – 1881). I romanen er der et lille afsnit, hvor Dostojevskij beskriver latteren, der efter min mening, er beskrevet, på en dyb og barsk måde.
“Visse mennesker afslører sig helt og holdent ved deres latter, så man straks gennemskuer hele mennesket. Selv en ubestridelig klog latter kan undertiden virke frastødende. Menneskets latter kræver fremfor alt oprigtighed, og hvor findes oprigtighed hos mennesker? En latter skal helst være harmløs, men sædvanlig ler mennesker af ondskab. En oprigtig og harmløs latter betyder glæde, munterhed – men hvor finder man hos tidens mennesker den ægte munterhed – og forstår de overhovedet den ægte glæde?
Et menneskes munterhed er det træk, som mere end noget andet røber dets karakter. Et vist menneske har man længe svært ved at blive klog på, men så brister dette menneske pludselig ud i en oprigtig latter –og straks har man ganske utvetydigt hans karakter. Kun et menneske af den højeste og lykkeligste harmoni forstår at være munter på en måde, der smitter af på andre, det vil sige uimodståeligt og godhjertet. Jeg taler ikke om hans intellekt, men om hans karakter, hans hele personlighed.
Hvis man altså vil lære et menneske at kende og blive klog på, hvad der egentlig bor i ham, skal man ikke iagttage, hvorledes han tier eller taler, ej heller hvordan han bevæges af ædle idéer, men iagttage, hvordan han ler.”
Oversat af Ejnar Thomassen (1881 – 1977)