DYREMALER
Jeg er dyremaler, mange tror at jeg bruger tigeren som symbol, men det er noget helt andet. Jeg kan eksempelvis godt lide de lange strøg af farver, som jeg finder i tigerfiguren. De særlige strøg – jeg vil kalde det tigerens tegning – er også med til at give formen. Det er faktisk samspillet mellem indre dynamik, streger, striber og så den rytme, der ligger i tigerens bevægelse. Det går alt sammen op i en højere enhed, der i mine øjne kan blive til et billede.
Trods det spontane anslag, der går igen i alle mine dyremalerier, så har jeg næsten altid en klar opfattelse af hvilken slags billede jeg vil male, før jeg går i gang.

DYREMALERI
Jeg starter næsten altid med en eller flere arbejdstegninger af dyret i forskellige stillinger og bevægelser. Når jeg har tegningerne klar i den bestemte komposition, så overfører jeg tegningerne til lærredet og det er selvfølgeligt vigtigt at proportionerne bevares – ja, så starter jeg maleriet. Jeg vil sige, at farverne faktisk også er planlagt på forhånd… men så er det at jeg bliver ved, indtil jeg så at sige sprænger ideen og laver noget, der er “på tværs”. Man kan sige at jeg bevæger mig mellem to poler – fra det jeg ville lave over imod det, jeg ikke helt ved hvad er. På den måde får jeg nogle sider frem, der gør dyremaleriet interessant.
Dette paradoks er med til at skabe en spænding – ja, næsten nervøsitet – i mine billeder, som man hele tiden tydeligt fornemmer. Og der er altid elementer i mine billeder, som overrasker mig selv.

DYREMALERIETS OVERASKELSER
Alene det at jeg skifter meget i et billeder, gør det til en konstant overraskelse at male. Jeg maler eksempelvis en bestemt rød farve ind på lærredet og lidt efter maler jeg en anden rød farve oven i, så dør nummer to rød måske – det er rent teknisk, det sker. Jamen, så bliver jeg nødt til at male en citrongul oven i den røde farve for at få den til at leve igen. Man bliver nødt til hele tiden at skifte farver for at få dem til at klinge. Der skal hele tiden være en komplementaritet, for at farverne lever op for alvor. Ligesom hvis jeg har malet en orange tiger, og den pludselig er for orange så prøver jeg med en cølinblå …og så kan det ske, at jeg stopper op og lader den være der.

ENGELSK DYREMALER
I mit arbejde med tigeren som motiv, er jeg stødt på andre kunstnere, der har brugt dyr som motiv. En af disse er den engelske dyremaler George Stubbs (1724-1806), der er kendt for sine romantiske hestebilleder. Han var dyremaler, og tog bl.a. rundt til de store engelske godser og slotte og malede på bestilling ejernes fornemme raceheste.
En dag stødte han ind ind i et omrejsende cirkus, der havde en tiger med. Han blev stærkt optaget af det flotte dyr, men hørte kort efter, at tigeren pludselig var død. Han fik fat på den døde tigers krop og i flere dage sad han og dissekerede dens krop og gennemtegnede hele dens anatomi – fra skelettet til musklerne.
Fra da af malede og tegnede han flere billeder af tigre i forskellige situationer. Et af hans mest kendte billeder forstiller en stor tiger, der angriber en hest. Dette billede blev så kendt at flere kunstnere efterfølgende malede det samme motiv, ligesom der blev lavet skulpturer over det samme.
“Motivet” vandrede videre, for pludselig opstod der i Frankrig en interesse for dyremaleren George Stubbs og hans motiver. Her kan nævnes maleren, Eugène Delacroix (1798-1863) og billedhuggeren, Antoine-Louis Barye (1795-1875).

DYREMALERE I DANMARK
Interessen for at male dyr stikker dybt i europæisk tradition. Dyr var en fast bestanddel af landbrugssamfundet og en del af alle menneskers hverdag. Men det handlede måske også om civilisationens fascination af det uciviliserede. Men mere direkte var det sådan, at dyr i sig selv er et godt motiv. Bevægelse, proportioner, dramatisk gestik, konturer m.v.
For en lang række billedkunstnere har dyr – op gennem historien – altid været et vigtigt motiv. Fordanske dyremalere har det naturligt nok været køer, heste, grise, hunde, katte osv. Theodor Phillipsen blev kendt for sine køer. Mogens Bøggild for sine grise. Paul Fisher for sine hunde. Og Johannes Larsen for sine fugle. Man kan næsten ikke forestille sig et dansk landskabsmaleri uden at ane køer eller heste et sted i billedet.
Dyrenes rolle som motiver har selvsagt også været bestemt af de skiftende tiders politiske og kulturelle opfattelse af dyret. Men det var måske ikke helt så tit, vi så danske kunstnere lave voldsomme ekspressive dyrebilleder, hvor dyrets form blev afsæt for mere subjektive fortolkninger.
Det jeg stræber efter er at finde min helt egen stærkt ekspressive måde at skildre tigeren på.
Se flere malerier HER