For flere år siden havde jeg en Monsieur Renard, som var en anerkendt fransk psykiater på besøg i mit atelier i Sydfrankrig, han konstaterede efter et nøje studium af mine malerier, at det ikke var dyr jeg malede, men mennesker.
Det er rigtigt at det ikke kun er tigerbilleder jeg maler, eller at de handler om tigeren i mennesket – men snarere omvendt – om mennesket i tigeren.
Man kan le af et dyr, men det er fordi man har lagt mærke til noget menneskeligt i dets bevægelse eller minespil. 
Mennesket er “et dyr der kan le” eller “et dyr man kan le ad”
Latter og et tigermaleri virker umiddelbart som et par temmelig umage størrelser at sætte ved siden af hinanden. Og det er det da også. Men alligevel er overvejelser over latteren i mit maleri opstået da jeg nu er i gang med at male tigergrin.