KUNSTEN OG VIOLET SOL
For mig skulle tiden med kunstnergruppen Violet Sol blive lig med en uhyre produktiv og berigende periode. Det startede allerede efter nogle år på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Efter endt skolegang var jeg lidt usikker på, hvad jeg ville være. Jeg havde allerede vist interesse for at tegne og male og i 18-års alderen dukkede ideen om at blive maler op i mig. Jeg var så småt begyndt på at gå på kunstudstillinger og mange besøg på Den Frie og Charlottenborg skærpede kun min interesse for kunsten. Jeg begyndte nu mere konkret at overveje, at tage en kunstnerisk uddannelse og i 1968 – ungdomsoprørets hotteste år – søgte jeg ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
Min første professor blev maleren Harald Leth, som var kendt for sine pædagogiske evner. Men det var især mødet med hele miljøet og kammeraterne, som jeg virkelig kunne bruge til noget. Der blev diskuteret morgen, middag og aften. Der blev arbejdet i ateliererne, udvekslet ideer og sammenlignet værker. Jeg var slet ikke i tvivl om at jeg var havnet på min rette hylde.
Året efter fik jeg en ny lærer. Det var maleren, professor Egill Jacobsen, en af CORBRA-gruppens store navne. Frem til og med 1973 gik jeg på Egill Jacobsens afdeling på Akademiet.
DET SPONTANE UDTRYK
Egill var til gengæld ikke den store pædagog, husker jeg. Der blev snakket i øst og vest, i det hele taget var han ikke særlig konkret heller ikke når han kommenterede elevernes arbejder. Men alligevel kunne han noget. For eksempel åbne elevernes øjne for de psykologiske processer, der ligger bag skabelsen af et kunstværk.
Egill Jacobsen havde, ligesom de øvrige COBRA-malere en stærk tro på det spontane element i tilblivelsen af et billede. Men han vidste også en masse om form og farve og indirekte fik han alligevel formidlet sin store viden videre til sine elever.
Det var bl.a. i den tid på akademiet at jeg fandt sammen med nogle af de malere jeg senere gik sammen med i gruppen Violet Sol. Det var Per Baagøe, Jens Haugen-Johansen, Finn Hjortskov-Jensen, Gunnar Møller, Niels Reumert og Jørgen Teik-Hansen. De var alle optaget af det spontane udtryk og af farvens kraft og stoflighed.
DEBUT
I 1971 var jeg nået så langt, at jeg turde sende billeder ind til en censureret udstilling. Og samme år kunne jeg skrive debutant på mit visitkort, for Charlottenborgs Forårsudstilling sagde ja til mine indsendte malerier. Jeg var lykkelig. Pludselig var det begyndt at ligne noget.
Men der skulle gå lidt tid endnu, før jeg for alvor blev bemærket. Dengang i 1970’erne var Henning Larsens Kunsthandel et af byens vigtigste gallerier. Der var eksempelvis Wiliam Skotte Olsen debuteret, og Henning Larsen var i hele taget kendt for at have et godt øje for nye talenter.
I 1973 debuterede jeg hos Henning Larsen, kun 24 år gammel. De første billeder var mestendels en form for “Collager”, hvor jeg havde malet mine billede efter gamle postkort, avisudklip, tegninger og andre løsdele. Spontant og dristigt gjort. Og det blev bemærket i kunstmiljøet. Dagbladet Aktuelts anmelder noterede, at kunstneren havde “rige evner”.
Debutudstillingen var i øvrigt en forsmag på, hvad jeg senere skulle komme til at opleve flere gange i min karriere:
Jeg fik udsolgt.
VIOLET SOL
Efterfølgende var der to andre begivenheder, der fik en skelsættende betydning for min videre karriere. På det indre og det ydre plan.
Jeg besluttede mig for at uddanne sig videre, og tilmeldte sig undervisningen på Kunstakademiets Kunstpædagogiske skole, som blev ledet af den fremragende pædagog Helge Bertram. Bertram var måske ikke den største kunstner, men han var elsket af sine elever på grund af sine evner til at formidle og begejstre.
Endnu mere betydningsfuldt blev dog mit medlemskab af kunstnergruppen Violet Sol. Gruppen var blevet stiftet i 1971 af Ole Prip Hansen, Bjarne Espersen, Egon Bjerg Nielsen og Peter Dohm, der alle havde været elever af Erling Frederiksen.
Men Violet Sol var, et år efter sin start, ved at forandre sig kraftigt. For faktisk forlod de fire førnævnte gruppen. Nye var kommet til og det skulle vise sig, at Violet Sol skulle blive en af de mest markante kunstnergrupper i 1970’erne og 1980’erne.
Det nye Violet Sol – hvor jeg var med – udstillede for første gang i 1974, og derefter hvert år frem til 1988. Jeg havde i gruppen fået følgeskab af flere af mine gamle venner fra akademitiden. Nu bestod gruppen – udover mig – af: Finn Hjortskov-Jensen, Jens Haugen Johansen, Grete Knudsen, Gunnar Møller og Niels Reumert. Navnet på gruppen symboliserede den violette farve, man får på nethinden, når man kigger direkte op mod solen.
TIDEN EFTER VIOLET SOL
For mig var tiden med Violet Sol en uhyre produktiv og berigende periode. Kammeratskabet i gruppen var vigtigt for mig, som for de andre, og i dettte kammeratskab lå også det faglige fællesskab, hvor man diskuterede hinandens værker og udvekslede erfaringer.
Da den violette sol strålede allersmukkeste, var der ingen ende på succes’en. Alle de store samlere og mange museer købte flittigt ind. Og publikum myldrede talstærkt ind til udstillingerne.
Det var nogle spændende år, men med tiden skete der en række ændringer som gjorde at gruppen besluttede sig for at opløses. Måske var det tidsånden der var ved at ændre sig, eller også var gruppens medlemmer vokset fra hinanden. Man bestemte sig for at slutte mens det stadig var en succes.
For flere af kunstnerne i et nu opløste Violet Sol var tiden efter opløsningen virkelig svær.
Kunstnerne måtte pludselig definere sig selv på ny.
Tilsynladende havde jeg måske lettest ved det.
Jeg gjorde noget klogt, hvis man vil starte på en frisk: Jeg flyttede til Sydfrankrig og fik på den måde en ny start.
Set i bakspejlet var det en god beslutning. For mødet med det Sydfranske landskab og de farver, man støder på her, har siden sat sine spor i mit maleri.
Se flere af mine malerier HER