Ferniseringen med gruppen Syddjurskunstnere på Fuglsøcentret bliver i år onsdag den. 1. April. Påskeudstillingen er åben fra den. 2 april til og med den. 6 april. Syddjurskunstnere er en forening af professionelle kunstnere og kunsthåndværkere med bopæl i Syddjurs Kommune.
Påskeudstilling på Fuglsøcentret
For mange er påskeudstillingen på Fuglsøcentret blevet en fast tradition – et sted, man vender tilbage til, år efter år, for at opleve kunst, stemning og nærvær. I år er vi ekstra glade for at byde velkommen, da Foreningen Syddjurskunstnere fejrer 20-års jubilæum. Det markerer vi med denne påskeudstilling, som både ser tilbage på foreningens historie og frem mod nye kunstneriske veje.
Årets fællesudstilling har temaet Vækst – et tema, der kan tolkes på mange måder og forhåbentlig giver anledning til både eftertanke og samtale. www.syddjurskunstnere.dk De viste billeder på denne side og nedenstående tekst bliver mit bidrag til årets Påskeudstilling med Syddjurskunstnere på Fuglsøcentret.
Rød okker fantasi – 100×100 cm. 2026.Tiger ser en drage – 100×100 cm. 2026.
Syddjurskunstnere på Fuglsøcentret
“Penslen og farven bliver til tigeren og dragen. Penslen og farven har altid været min metode til at forstå omverdenen på. Med dem er jeg groet som menneske. Jeg kan bedre erkende og se verden ved hjælp af mit værktøj som giver synlige beviser på lærredet. Med penslen og farven skaber jeg en vækst som danner nye historier.
Spektralfarverne er repræsenteret af den mytiske drage, den himmelske kraft, flyvende væsen, luftens element, frihed, transformation og det at hæve sig over det jordiske. Jordfarverne er repræsenteret af tigeren der symboliserer, jorden, materien og den mørke, men rå styrke. De er ligeværdige partnere, der sammen skaber harmoni. De afbildes ofte sammen, enten kæmpende eller i balance, for at vise, at sand styrke kommer fra balancen mellem rå kraft (tiger) og visdom/ånd (drage). På samme måde maler jeg med penslen og farven der sammen skaber billeder i balance”.
Caput Mortuum fantasi – 100×100 cm. 2026.Lys okker fantasi – 100×100 cm. 2026.
Noget af det vigtigste for mit maleri er farven. Farverne underbygger historien i billedet.
Til de 16 nye malerier har jeg brugt farvepigmenter rørt op med en kasein lim, en teknik som fremhæver pigmenternes iboende lys.
I disse malerier er jeg inspireret af en kinesisk fortælling, jeg frit har gendigtet fra en fransk bog som jeg fandt, for flere år siden på et loppemarket.
En kejser i Kina ønskede at dekorere væggen i sit sovekammer med billedet af to drager, en blå og en gul. Ifølge kinesisk filosofi er disse symbol på de to oprindelige energier, som i forening skaber den himmelske harmoni. For at få udført denne fresco, sendte kejseren bud efter den tids mest berømte maler, en gammel mand som levede alene i en lille hytte højt oppe på et bjerg. Maleren lovede at udføre opgaven, hvis kejseren til gengæld forsynede ham med alt hvad han skulle bruge under arbejdet.
Der gik lang tid, og kejseren begyndte at blive utålmodig, men maleren bad om mere tid og flere forsyninger af mad og materialer. Endelig, efter tre års forløb, kom maleren ned fra sit bjerg, parat til at udføre sit mesterværk direkte på væggen. Da kejseren så resultatet blev han rasende. Det maleri han havde ventet så længe på, bestod kun af to zigzag-linjer, en gul og en blå, groft malet. Maleren blev kastet i fængsel, og kejseren lagde sig skuffet til at sove. Midt om natten blev han vækket af en voldsom snerren, og på væggen så han to drager som snoede sig rundt om hinanden i en evig dans.
Straks næste morgen sendte kejseren bud efter maleren, og bad ham om en forklaring på sit natlige syn. Maleren forklarede, at svaret fandtes på bjerget hvor han boede, og sammen begav de sig afsted til malerens hytte. Bag hytten var indgangen til en dyb grotte, på hvis vægge maleren havde udført skitserne til kejserens billede. Den første skitse var nøjagtig som det billede kejseren havde ønsket sig, de to drager var detaljeret beskrevet, men jo dybere de trængte ind i grotten, jo enklere blev billederne, for til sidst at ende med to linjer, magen til dem der var malet på kejserens væg. Disse to penselstrøg, rummede hele den energi som de to drager symboliserede, hele deres essens. Da forstod kejseren med et det hele, og han takkede maleren fordi han havde oplyst ham.
16. Caput Mortuum fantasi – 100×100 cm. 2026.06. Tiger der vender sig 100×80 cm. 2026.13. Tiger i landskab – 80×100 cm. 2026.04. Lys okker fantasi – 100×100 cm. 2026.02. To gående tigre – 100×80 cm. 2026.12 Rød okker fantasi – 100×100 cm. 2026.09. Tre gående tigre – 80×100 cm. 2026.07. Tigerlatter – 100×100 cm. 2026.14. Caput Mortuum tiger – 10×80 cm. 2026.01. Tre gående tigre – 80×100 cm. 2026.03. Tiger ser drage – 100×100 cm. 2026.10. Forelskelse – 100×80 cm. 2026.08. Okker tiger fantasi – 100×100 cm. 2026.05. Snigende tiger 100×80 cm. 2026.11. Tiger og rød okker – 100×100 cm. 2026.15. Tigerportræt – 100×100 cm. 2026.
LINKS Flere malerier kan ses HER på min hjemmeside.
Det bindemiddel jeg bruger til mine farvepigmenter er kasein. Man kan læse om produktet HER
Onsdag d. 10 september afholdt Trapholt kunstmuseum en stor udstilling af museets samling. Udstillingens titel er Trapholt – til vægs, og jeg havde fået en særlig invitation da et af mine malerier, “Tiger, tæt på”, var valgt ud til udstillingen.
Det er et maleri fra 1984 som museet har erhvervet, og som, sammen med flere andre af mine billeder, nu indgår i museets samling. Dette maleri måler 118×160 cm.
Det er første gang at museet præsenterer sin samling og historie som kunstmuseum, fra 1988 til i dag, og den officielle åbning var ved museumsdirektør Karen grøn og kurator Sara Staunsager.
På udstillingen vises 110 værker, ud af museets samling på omkring 7000 værker, og ca. 95 kunstnere var repræsenteret.
Udstillingen er udformet som en klassisk salonophængning, med værker fra gulv til loft, i museets 70 m. lange gade.
Fra udstillingen Trapholt – Til vægs.
Museumsdirektør Karen Grøn holder tale.
Museets gade.
Tiger, tæt på
Under værkerne har museet placeret en planche med en tekst omhandlende de enkelte kunstnere. Min lyder:
Museet havde ved hvert kunstværk tilføjet en kort tekst til hvert billede, hvor min lød: “Uffe Christoffersen maler figurativt men tænker abstrakt. Hans værker er båret af et emotionelt og koloristisk forhold til maleriets muligheder. Naturen er Christoffersens store inspirationskilde. Tigeren er ikke målet, men afsættet for hans maleriske undersøgelser. Dyrets krop bliver det skelet, der bærer Christoffersens farve- og penselarbejde. Med kraftfuld penselføring og ekspressiv farveglæde giver han den tredimensionelle figur form på lærredet i et bevidst og koncentreret forsøg på at løse sin farvelogik.
Der kom ca. 2000 besøgende til ferniseringen.
Udstillingen kan ses fra d.11/9 til d. 30/12 2025.
Tiger tæt på bliver set.
Publikum
Tiger, tæt på.
Foruden Trapholt er jeg repræsenteret på følgende andre museer: Fuglsang Kunstmuseum, Arbejdermuseet, Vejle Kunstmuseum, Randers Kunstmuseum, Vendsyssel Kunstmuseum.
ATELIER-KAISERBORGEN
Malerier der lige er tegnet op med trækul. Arbejdstitlen er “Tiger og Drage”
Atelier-Kaiserborgen
Nu nærmer efteråret sig, og som de tidligere år, åbner vi dørene her i Atelier-Kaiserborgen weekenden d. 4 og 5 oktober mellem 10 og 17. I år vil vi gøre det, ikke som en galleriophængning, men som et sted hvor i kan komme og følge med i værkernes tilblivelse.
Alle er velkomne, vi byder på et glas vin, og måske kan i samtidig finde et værk i vores velassorterede billedreol.
Noget af det vigtigste for mit maleri er farven. Farverne underbygger historien i billedet.
Alle kunstnerfarve består af farvepigmenter og et bindemiddel. Pigmenterne kan rives i olie eller blandes med æg eller kasein til en tempera. I dag har vi desuden gode bindemidler som f.eks. akryl.
Man kan ikke tale om at det ene bindemiddel er bedre end det andet, og for at illustrere det vil jeg bruge et enkelt eksempel: Et så kendt levnedsmiddel som en kartoffel kan tilberedes på et utal af måder. Den kan koges i vand eller olie. Den kan moses og laves til på alle mulige mere eller mindre raffinerede måder. Det afgørende for rettens kvalitet er ikke hvorvidt kartoflen er kogt i vand olie eller andet. Det afgørende er kartoflens kvalitet og kokkens evner.
Hvis vi sammenligner kartoflen med farvepigmentet, er det dettes kvalitet og egenskaber der, sammen med malerens talent og evner, afgør hvorvidt et maleri er godt. Bindemidlet er, i denne forbindelse, underordnet.
Endnu et eksempel er Edvard Munchs berømte maleri Skriget. Billedet findes i fire forskellige versioner, to i olie, en i tempera og en i pastel. Alle fire versioner er gået over i kunsthistorien som mesterværker.
Farvens udtryk
De tre ovenstående malerier er alle malet på samme måde, med farvepigmenter der er blandet op med akryl til en maling. Det er vor tids temperamaleri, da akrylen har en indbygget emulgator, hvorved det er muligt at blande det med linolie. Det midterste billede forestiller en tiger, hvor man kan fornemme hovedets form, ved at blikket kan vandre ind i tigerens svælg, hvor et brøl ryger lige ud i hovedet på en, fra en indre iboende naturkraft.
De to andre malerier der flankerer det midterste forestiller tigre der brøler på hver sin måde, og de er malet med flere lag farve end det midterste. Det blå billede forstiller en tiger i månelysets skær med dens dybe hule brøl, der lyder ildevarslende gennem nattens stilhed. Det gule maleri viser en agressiv tiger, der vender sig lynhurtigt om, og med et snerrende brøl jager modstanderen på flugt, mens solen stråler med sit skærende lys.
01. Naturens brøl – 81×100 cm. 2025. 02. Naturens brøl – 81×100 cm. 2025.03. Naturens brøl – 81×100 cm. 2025.
At være kunstner er ikke for tøsedrenge Når man arbejder i atelieret hver dag, er der altid noget der skal tages stilling til. Når man lever af at male, er det ikke nok bare at lave billeder, man bliver også nødt til at være udadvendt og vise sine ting for at det hele kan løbe rundt.
Udstillinger
Foruden at udstille separat i gallerier, er jeg med i to gruppeudstillinger. Den ene med Kunstnergruppen Corner, en gruppe som har eksisteret i 92 år, og som udstiller hvert år i København og nu også på Mors. Selv har jeg været medlem af gruppen siden 1994. Da jeg bor og maler på Djursland, er jeg også medlem af den lokale kunstnergruppe Syddjurdskunstnere, der hvert år udstiller i påsken, på Fuglsøcentret.
På gruppeudstillingerne er det absolut nødvendigt at vise aktuelle værker, som ikke har været vist der før, og det kræver en streng arbejdsstrategi og moral at leve op til disse krav. Man skal hele tiden sørge for at markere sig, og derfor er det også vigtigt at jeg viser nye malerier på de årlige separatudstillinger i gallerierne. Desuden er kunstmesser, som f.eks. Art Herning vigtige at vise sine billeder på, da disse har et meget stort publikum. For at deltage på kunstmesserne skal man være tilknyttet et galleri.
Plakat fra min jubilæumsudstilling.Min ophængning på Corner-udstillingen i 2024.
Planlægning
At male kræver stor koncentration og indlevelse. Det er det, der kommer i første række, men samtidig er der mange praktiske ting der hører med til at male. Jeg arbejder hver dag og det kræver at jeg har overblik over hvad der skal bruges af materialer. Der skal hele tiden suppleres op, for man kan virkelig spilde meget tid, hvis man pludselig er udgået for farver, lærred eller andet vigtig. Som professionel kunstner har jeg også et momsregnskab, der skal laves to gange om året. Alle disse praktiske ting gør, at det er et stort og krævende apparat der skal holdes i gang.
Atelier-Kaiserborgen
Mit atelier fungerer samtidig som udstillingslokale, og her kan man, efter aftale, se og købe mine arbejder. Desuden holder jeg en gang om året åbent hus for alle, dette sker den første weekend i oktober. Det er et arrangement som afholdes sammen med mange andre kunstnere her på Djursland, således at det er muligt for folk at køre rundt og se flere forskellige værksteder.
Art Herning 2024.Udsmykning i et privat firma.
Sociale medier
Siden 2006 har jeg lavet min egen hjemmeside med fotos af malerier, en blog, tekst og oplysninger om udstillinger og andre arrangementer. Det er også et vigtigt vindue udadtil, som hele tiden skal opdateres.
Desuden viser jeg dagligt nye malerier og andre aktuelle emner på de sociale medier som Facebook, Instagram, Linkedin, og her på min hjemmeside under Aktuelt
Valentinsdag, som fejres 14. februar er kendt som “de elskendes helligdag”. På denne dag udveksler forelskede par kort, blomster, chokolade, smykker eller andre former for kærlige gaver. Valentinsdag stammer fra en legende som beretter, at da Kejser Claudius II beordrede de romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede den romerske præst Valentin dette dekret, og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar.
03. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.
Valentinshjerter, nu med tigre.
Inspireret af denne dramatiske legende, har jeg malet 10 hjerteformede malerier, der alle udtrykker kærligheden.
Da maleriet er min udtryksform er det den måde jeg bedst kan reagere på den urolige verden vi nu lever i. Jeg har valgt at gøre det ved at male noget der er stik modsat. Vor tids “kejser Claudius’er” som forsøger at bestemme og skalte og valte med andre folkeslag og lande, for at berøve dem deres frihed og selvstændighed, er noget der optager alles tanker. Derfor mener jeg at det er vigtigt også at fokusere på noget der er modsat disse kræfter. I mine malerier handler det om troen på kærligheden og glæden, og naturens smukke farver, der kan påvirke os i en positiv retning.
09. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025 – SOLGT
Valentinsdag den 14-02-2025.
Farverne i malerierne er inspireret af det smukke forårslys som er begyndt at titte frem på denne årstid. Det kan ikke undgås at det påvirker mit humør i positiv retning, særlig når jeg går mine lange ture i vores skove, og oplever de talrige farvekombinationer der. Disse indtryk bearbejder jeg senere når jeg arbejder med mine farver på lærredet. Jeg forener de forskellige elementer i billedet til en harmonisk helhed, som udtrykker mine følelser, her og nu.
Billedernes form af hjerter er med til at understrege mine intentioner. Det giver hurtigt et visuelt signal om, at billedet handler om kærlighed. Derfor kalder jeg de 10 malerier for Valentins hjerter.
05. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.06. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.04. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.02. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.07. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.08. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025.01. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025 – SOLGT10. Valentinshjerte – 30×30 cm. 2025. SOLGT
Glad tiger – 30×40 cm. 2025.Forelskelse – D. 25 cm. 2025.Blåt tigerportræt – 30×30 cm. 2025.Tragedie og komedie – 20×40 cm. 2025.Grønt tigerportræt – 30×24 cm. 2025.Tiger der vender sig – 40×30 cm. 2025.Forelskelse – D. 25 cm. 2025.Kysset – 24×30 cm 2025.Spejlbillede – 40×20 cm. cm. 2025.Growling tiger – 30×30 cm. 2025.
Deltagelse i Art Herning 2025
De små malerier er ikke helt så små, at man kan kalde dem for miniature maleri, men de kan i stedet hedde miniatiger maleri.
Det er en udfordring at male små malerier. Man skal tænke helt anderledes end når man arbejder med store billeder. Når lysten er der, er det utrolig spændende, og sjovt.
Ofte er jeg blevet spurgt om jeg ikke kunne male nogle små billeder, men i de perioder hvor jeg var i gang med andre størrelser, havde jeg svært ved at omstille mig til de små formater. Jeg har før skrevet om arbejdet med små malerier https://uffe-christoffersen.com/smaa-malerier
Deltagelse i Art Herning 2025 med forskellige billedformater
I min deltagelse i Art Herning 2025 har jeg valgt at male 10 malerier, med 5 forskellige formater.
Målene er: Det ovale format måler 30×40 cm. Det kvadratiske format måler 30xx30 cm. Det runde format har et mål på 25 cm. i diameteren. Det lange format måler 30×40 cm. Det traditionelle format måler 24×30 cm.
Links
Værkfortegnelse som et PDF-Katalog kan downloades HER
Her på min hjemmeside kan du se flere malerier i “normale” størrelser ved at klikke HER
Nu nærmer tiden sig hvor vi giver hinanden kys og kram, både under og udenfor misteltenen, når vi ønsker hinanden god jul og godt nytår. Det kan varme godt i denne kolde tid. Et kys eller et kram er selvfølgelig super for begge parter, men hvad med også at give enten dig selv eller din kæreste et lille kys og kram maleri. Et maleri af to kælende tigre til minde om netop denne jul.
F. Ømhed – D. 25 cm. 2024.
H. Forelskelse – D. 25 cm. 2024
K. Kærlighed – D. 25 cm. 2024.
Kys og kram billeder
Jeg har i år været meget optaget af at male små billeder. De sidste billeder jeg har malet, handler om nærhed, ømhed, kærlighed, forelskelse og samhørighed mellem to tigre.
Netop fordi det handler om tigre, kan jeg male billeder der handler om følelser, som ellers kunne være svære at udtrykke. Følelser i livet, som vi alle har, og som derfor er universelle. På den måde har det været utrolig meningsfuldt og banebrydende, for mig, at male disse billeder.
C. Ømhed – 20×40 cm. 2024.D. Kysset – 20×40 cm. 2024.
Udtrykke, kys og kram
Dobbeltportrætterne af tigre giver udtryk for den følelsesmæssige intimitet og nærhed, der kan være mellem et tigerpar. Man ser og forstår umiddelbart handlingen i billedet. Mit håb er naturligvis også, at de der ser billederne, samtidig kan genkende sig selv og de følelser som malerierne udtrykker.
E. Forelskelse – 20×40 cm. 2024.
J. Kysset D. 25 cm. 2024.
G. Samhørighed – D. 25 cm. 2024.
I. Nærhed – D. 25 cm. 2024.
Pris
Malerierne i den nye serie, Kys og kram, har målene: 20×40 cm. – 24×30 cm. – diameter 25 cm. Alle er fra 2024. Pris: 3,500 kr. incl. transport i Dk.
Links
Ps. Læs også den super flotte helside omtale i Kunstavisen der handler om Annette. Ansigt til ansigt her>> www.annettehoffjessen.com
Nu kommer nogle af mine akvareller i akvarellen, som er et medlemsblad for Nordiska Akvarellsällskapet. Sidste år henvendte Marianne Gross sig til mig, da hun ønskede at skrive en artikel om mine akvareller til bladet. Der er gengivet 4 fotos af mine akvareller i akvarellen. Medlemsbladet akvarellen udkommer med 4 numre per år. Hvert nummer indeholder 4-5 artikler om kunst og kunstnere, primært med tilknytning til nordisk akvarel kunst.
Artiklen med mine akvareller i akvarellen udkommer i nummer 1-2024.
Side 12 og 13 – akvarellen 1-2024.
Side 14 og 15 – akvarellen 1-2024.
Artiklen omhandler min måde at arbejde med akvarelmaleriet på. Marianne Gross skriver bl.a. om hvordan jeg selv fremstiller mine akvarelfarver:
Citat fra tidsskriftet akvarellen
“Et andet aspekt, der er lige så vigtigt er farverne. Da han blev færdig på Kunstakademiet, arbejdede Uffe Christoffersen en del år først som lærerassistent og dernæst som lærer på akademiets farvetekniske laboratorium. Denne erfaring har givet ham et endnu mere indgående kendskab til farver og farveteori samtidig med viden om farvers sammensætning, kemi og karakteristika. Han fremstiller sine egne farver ud fra pigmentpulver og de bestanddele, som han ønsker skal indgå, afhængigt af hvilket medie han arbejder med og hvilke egenskaber, han ønsker at fremhæve. Ved at have kontrol over produktionen kan han styre hvordan farverne reagerer; og han oplever, at hans egne farver bliver klarere og renere og giver et flottere udtryk end de fabriksfremstillede”. Marianne Gross.
Min akvarelpalet: Kadmium gul, varm gul, lys rød, kraplak, ultramarin blå, cerulean blå, chromoyd grøn, Caput Mortuum, rød okker, gul okker, vinstoksort.
Advarelfarver
For at male har du brug for et farvestof (pigment) og et bindemiddel. Jeg fremstiller for det meste min egne akvarelfarver. Det gør jeg ved først at blande farvepigmenter med vand. Blandingen skal stå natten over for at vandet kan suge godt ind i pigmentet og blive til en homogen masse.
Derefter tilsættes en smule flydende gummi arabicum, som virker som bindemiddel. Gummi arabicum opløst i vand, tørrer ved vandets fordampning; men når der tilsættes vand påny, bliver det atter flydende.
Farvepigmenter som: Kadmium og jordfarver er der ingen problemer med, når man rører dem op med vand til akvarelmaleriet. Til gengæld kan nogle pigmenter som kraplak eller chromoxydhydrat grønt være svære at blande med vand. Derfor tilføjes lidt sprit for at man lettere kan få pulveret oprørt i vandet.
Akvarelblokke. Ca. 32×44 cm.
Akvarelpapir
Da akvarel er en vandbaseret form for maling, har du brug for et absorberende, stærkt og modstandsdygtigt papir. For at opnå så god en kvalitet som muligt, maler jeg på et virkelig godt håndgjort papir, kun beregnet til akvarel. Det vejer 400gr. og er fremstillet af 100% bomuld. Jeg får desuden lavet mine egne akvarelblokke med det antal ark jeg selv synes. Selvfølgelig får jeg min egen forside på blokken, da jeg synes det kan være forstyrrende med et andet motiv.
En tiger – ud af det blå… – 60×42 cm. 2023. Akvarel fra artiklen.
Citat fra tidsskriftet akvarellen
“Processen med oliemaleri er mere langsommelig, og man kan fortsætte med at rette op næsten i det uendelige. Hvis man skal bevare friskheden i akvarelmalerier må man dog ikke male alt for mange lag ovenpå hinanden, og det er ikke muligt at rette for meget. Uffe Christoffersen kunne aldrig finde på at bruge hvid farve til at dække over fejltagelser. Det er imod hans klassiske uddannelse”. Marianne Gross.
Min akvarel metode
Hemmeligheden i al akvarelteknik ligger i at få farverne til at lyse ved at lade det hvide papir skinne igennem dem. Blander man hvidt med akvarelfarve, bliver farven “melet”. Lukker man det hvide papir af med en dækkende farve, er det slut med farveklangen.
Vandet bruger jeg til at få farverne til at flyde ud på papiret og ind i hinanden til nye kombinationer. Dette giver billedet en virkning af kontraster mellem hårde og bløde overgange. Til at opnå hvide eller meget lyse områder, bruger jeg det hvide papir. Ved at undlade at male farve på disse, kan de bruges til at understrege tigerens skarpe tænder, det hvide rundt om øjnene eller dens kindskæg.
Citat fra tidsskriftet akvarellen
“På et tidspunkt malede han en serie akvareller med dans som fælles tema. Med titler såsom Tiger Tango og Dirty Dancing blev der sået tvivl om hensigten med de afbildede tigres hensigter. Dyrene ser umiddelbart ud til at være oppe at slås, men modsætningen mellem titlerne og billedets udseende får os til at stoppe op og tænke en gang til, og måske endda trække på smilebåndet over den humoristiske drejning i fortolkningen”. Marianne Gross.
Serien “Tiger Dance” består af 10 akvareller og kan ses HER
Let’s Twist Again – 30×42 cm. 2020. Akvarel fra artiklen.
I de sidste 6 malerier har jeg brugt et farvesystem der hedder “Split Complementary Color”. I dette farvesystem, bruges der en grundfarve og to sekundær farver, til at opnå et dynamisk udtryk. Den valgte dominerende hovedfarve er i dette tilfælde okker. De to andre farver er blåviolet og blågrøn.
Fig.1. Okker og to blå beslægtede farver.
I hvert af de 6 malerier har jeg brugt Split Complementary Color systemet. Alle malerierne forestiller et tigerhovede, malet med en af de seks okkerfarver, og på hver side af hovedet, er der to forskellige blå farver. Der er således ialt 3 dominerende farver i hvert maleri. De to af farverne ligger tæt op af hinanden, og de er ikke direkte komplementære til okkerfarven. Hvis jeg brugte en komplementær farve til okkeren ville helheden ophæves, eller det ville give et uroligt farveindtryk. Okkeren sammen med de to andre farver giver liv i billedet, fordi man her kan opfatte farverne som et hele, samtidig med at det okkerfarvede tigerportræt blive fremhævet.
Fig.2. Malerier med udgangspunkt i Split Complementary Color.
Split Complementary Color
På fotoet fig.2. ses de 6 malerier, 33×41 cm. 2023, inspireret af Split Complementary Color systemet.
Jeg har brugt seks forskellige okkerfarver til malerierne. Begyndende fra billedet i øverste venstre hjørne ses: Hvid okker, lys okker, gul okker, orange okker, rød okker, violet okker.
Under hvert maleri, ses 3 farveopstrøg. I midten en okkerfarve, og på hver side af opstrøget, to forskellige blå farver. De tre forskellige farver som jeg har valgt til hvert af de 6 malerier har været udgangspunkt for malerierne.
Det ses tydeligt hvis man sammenligner det enkelte portræt og de tre farveopstrøg neden under maleriet.
Det har været interessant og inspirerende at bruge dette farvesystem da jeg på den måde er kommet videre i mine undersøgelser af okkerfarvens rolle i mit maleri.
Hvid okker tiger – 33×41 cm. 2023 – Maleri.Lys okker tiger – – 33×41 cm. 2023 – Maleri.Gul okker tiger – 33×41 cm. 2023 – Maleri.Orange okker tiger – 33×41 cm. 2023 – Maleri.Rød okker tiger – 33×41 cm. 2023 – Maleri.Violt okker – 33×41 cm. 2023 – Maleri.
Her på min hjemmeside har jeg en side jeg kalder Oplev okkermagi med flere malerier i okkerfarver.
Læs HER Hvis man vil vide mere om Split Complementary Color