EKSPRESSIONISME

Den franske ekspressionisme sagde at farverne skulle “udspringe af lyset”. Og farverne skulle fungere “som dynamitladninger”, der hæver kunsten over det virkelige!
Mindre kunne ikke gøre det.
Med så stærke ord proklamerede den store franske maler André Derrain det, da han sammmen med en gruppe kolleger udstillede en serie nye malerier på Salon d’Automme i Paris i 1905. For det pæne publikum var det et chock, at man kunne male sådan. Råt. Spontant. Pågående. Og vildt. Den nye malemåde var et opgør med den slebne salonkunst publikum ellers var vant til.
En fransk kunstkritiker var hurtigt fremme med en glose, der skulle gå over i kunsthistorien. Han kaldte de nye malere for les fauves – vilddyrene. Og efterfølgende blev Fauvisme navnet på en kunstretning, hvor man dyrkede det spontane og arvens egenart.

EKSPRESSIONISME – AVANTGARDE

Les Fauves viste sig at blive en avantgarde inden for kunsten. Og der var store navne blandt deltagerne. Den mest prominente var Henri Matisse (som man kaldte “kongen af de vilde dyr), men også malere som Raoul Dufy, Georges Rouault og Maurice de Vlaminck var frontfigurer i den nye bevægelse.
Matisse var en af dem, der formulerede de nye tanker. Han skrev bl.a.: “Det, jeg er ude efter, er først og fremmest udtrykket. Jeg er ikke i stand til at skelne mellem min følelse for livet og min måde at udtrykke det på”.

GÆLD TIL TRADITIONEN

Siden da blev billedkunsten revolutioneret igen og igen, man kan også beskrive det sådan, at billedkunsten bevæger sig i store cirkler så avantgarden pludselig er bagtrop, og gamle malemåder tages op igen.
Ekspressionismen er en anden af de retninger, det er på sin plads at nævne her. For jeg står tydeligvis i gæld til både Les fauves og ekspressionismen. Og går vi længere frem i kunsthistorien spiller Paul Klee en vigtig rolle. Det er især den strenge og klare form hos Klee, som jeg den dag i dag beundrer. Men nok også stofligheden og fortællingerne i Klees maleri.
Jeg er også barn af den danske ekspressionisme. Egentlig ikke Cobra, som mange vil tro, fordi jeg havde Egil Jacobsen som lærer på akademiet. Måske skal man snarere her nævne en maler som Svend Wiig Hansen, der er en af de store i efterkrigstidens danske kunst. Hans motiv var oftest mennesket, men hans malemåde var stærkt ekspressionistisk voldsom og dramatisk.
Egentlig vil jeg hellere kigge længere bagud i dansk malerkunst og nævne navne som Lauritz Hartz, Erik Hoppe og Edvard Weie. 
Jeg tror det er vigtigt, at være sig sine forgængere bevidst. Dansk kunst har mange gode navne og hos de bedste af dem, kan man den dag i dag sagtens finde inspiration til noget helt nyt.

NUTIDIGE EKSPRESSIONISME

To danske malere som har været vigtige inspirationskilder: Den tidlige Per Kirkeby og den tidlige William Skotte Olsen.
For Kirkebys vedkomne var det hans første popkunst billeder, malet på masonit. Rå og stoflige i udtrykket. Ikke nær så kræsne, som set hos den senere Kirkeby. 
Den tidlige Skotte Olsens billeder ramte mig direkte i mellemgulvet. De havde en ægte ekspressiv styrke og en farvesans, som kunne minde om den man så hos Jens Søndergaard. Men hos Skotte var der hele tiden en række spændinger til stede i selve billedet, som om kunstneren hele tiden havde diskuteret sin brug af farver med sig selv.

NYE EKSPRESSIONISTISKE BILLEDER

I dag føler jeg at jeg står meget frit i mit maleri.
Jeg har måske nok mit motiv. Men hver gang man maler et nyt billede, åbner det nye muligheder. Jeg føler, at jeg hele tiden gror med mit maleri. Det kan man ikke styre. Når jeg ser tilbage på min kunstneriske udvikling, tror jeg at den har været ret stabil.
Maleri er ikke bare en sanselig udforskning. Der ligger også en åndelig dimension i maleriet:
Hvis et billede skal blive rigtigt godt er det ikke nok, at man lader teknikken styre det hjem, uanset hvor dygtig man er. Et billede skal have noget mere, noget ekstraordinært. Det kan være en psykologisk dimension, og en åndelig. Et maleri har altid en form for andethed, hvis det er godt. Det skal være noget ud over sig selv.
Når jeg tænker på mine egne tigerbilleder, så kan det være fristende at sige, at her står den stærke tiger over for sit svage bytte, men så enkelt er det aldrig. De to er på en måde forbundet i et skæbnefællesskab.
Jeg kan ofte selv se, hvordan farverne bestemmer fortællingen i det enkelte billede. Et lille strøg af den ene eller anden farve kan forrykke hele fortællingen. Det er interessant at se hvordan. Tænk hvor jeg har mange gode billeder til gode …

Se flere malerier HER